Ny spillestedsleder

Ny leder af Musikhuzet er på plads

Musikhuzet Bornholm får en erfaren og velrenommeret ny spillestedsleder.  John Blicher Madsen tiltræder 1. april.

John Blicher Madsen kommer med stort engagement og masser af idéer. Stillingen som spillestedsleder i Musikhuzet markerer et nyt kapitel for John, som med mere end 15 års erfaring fra musikbranchen og sin stærke tilknytning til Bornholm glæder sig til at bidrage til Musikhuzets fremtid.

“Jeg er både stolt og spændt over at få denne mulighed. Det her er en drømmestilling for mig, fordi jeg virkelig brænder for det bornholmske kulturliv. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med bestyrelsen, de ansatte og de mange frivillige i Musikhuzet. Helt grundlæggende glæder jeg mig til at være med til at gøre en forskel,” fortæller John Blicher Madsen. 

Hos Musikhuzet er forventningerne til samarbejdet høje: ”John kommer med mange års super relevant erfaring fra musikbranchen, blandt andet som festivalarrangør og agent for flere af landets større artister. I bestyrelsen og i ansættelsesudvalget har vi lagt vægt på, at John er meget velanset i branchen og helt tydeligt opmærksom på samarbejder på tværs og på Musikhuzets puls. Vi glæder os til at samarbejdet folde sig ud.”, udtaler bestyrelsesformand Mikkel Bach-Jensen.

John flyttede med sin familie tilbage til Bornholm for snart 4 år siden og har været pendler i perioden.Allerede på torsdag den 20. februar holder Musikhuzet et internt arrangement, hvor de forventningsfulde ansatte og frivillige kan hilse på John og bestyrelsen.