Damen – Bornholms eneste drag queen – inviterer til et Pride Bingo Show, du sent vil glemme!
Damen har (igen) ryddet op i sin garage og fundet ting, der burde være blevet derude. Nu skal lortet væk, og DU kan vinde det!
Forvent ikke frosne ænder og luksuspræmier.
Til gengæld kan du score:
– Bøger om servietfoldning (ja, det findes)
– Køkkenredskaber med meget tvivlsomt formål
– Kitsch-nips så grimt, at det bliver smukt igen
Og bare rolig – Damen smider også lidt ‘guf’ i puljen: cocktailpølser på dåse, pride-merch og andre overraskelser, hun selv har glemt, hvor kommer fra.
Men det stopper ikke ved banko…
Når du er med, ER du showet!
Der bliver:
– Fællesdans (uanset om du kan eller ej)
– Fællessang (uanset om du bør eller ej)
– Damen, der karter rundt til tysk schlager, jodlen og muligvis en lettere misforstået Riverdance
Det bliver kaotisk. Det bliver grimt. Det bliver fantastisk.
Vi spiller 2 spil, med en kort pause i mellem – bankoplader er ikke inkluderet i billetprisen og de kan ikke genbruges. Der købes nye til 2. omgang.