Christian Arendt er en af dansk rockhistorie mest markante guitarister og en mand, der gennem årtier har leveret intense liveoplevelser og ikoniske toner. Efter en glorværdig karriere som guitarist i det legendariske rockband MALURT, træder den 67-årige musiker nu frem i eget navn.
Christian Arendt er født og opvokset i Tønder og fik allerede som teenager ry for at være “præstens uvorne søn.” Sammen med sin barndomsven Michael Falch dannede han et berygtet
makkerpar, kendt som “byens skræk” i det sønderjyske. Deres musikalske rejse begyndte tidligt, og som unge spillede de i duoformat på små scener. Senere blev Arendt
en uundværlig del af MALURT og bidrog med sit elektriske guitarspil og sin kompositoriske evne, blandt andet på klassikeren “Stormsoldater”.
Efter en pause fra bandet blev han genforenet med MALURT i 1982 og medvirkede på albummet Black-Out, der cementerede bandets position som ægte rock’n’roll-frontløbere. Arendts spil var ikke blot teknisk sublimt, men også lidenskabeligt, hvilket gav ham tilnavnet
“Den danske Keith Richards.”
I 2022 tog MALURT afsked med deres publikum med en triumferende sidste turné, men Arendt havde stadig meget på hjerte. Det blev startskuddet til en ny æra. Med tekster af
Michael Falch og melodier af Arendt selv, inviterer Arendt nu lytterne ind i et nyt univers
fyldt af eftertanke, livserfaring og sjælelige refleksioner. Christian Arendt er kendt
for sin rustne fortællerstemme og en kompromisløs tilgang til musikken. Hans soloprojekt viser nye facetter af den ellers vilde guitarist, som nu omfavner både
poesi, humor og dyb ægthed. Førstesinglen “Tankestreg” markerer en bemærkelsesværdig debut fra en erfaren herre, der nu står som hovedperson i sin egen historie.