TV-optagelse: Udenfor sæsonen - i Musikhuzet

Lørdag 25. september 2021, kl. 20:00

<b>TV-optagelse:</b> Udenfor sæsonen - i Musikhuzet

"Billetsalget begynder torsdag 12/8 kl. 12:00."

Køb billetten her
Entre forsalg:350,00
Entre dørsalg:375,00
Genre:Udenfor Sæsonen
Bemærk:TV-optagelse. Kom venligst i god tidKulturugearmbånd er obligatorisk. Unummererede siddepladser.
Dørene åbnes:Kl. 19:00
Sted:Musikhuzet

Udenfor Sæsonen fylder 20 år

Hvad der startede som en idé om at bringe musikere og sangskrivere fra forskellige genrer og steder i livet sammen for at udfordre hinanden og publikum, kan nu fejre 20 års jubilæum.

Under titlen ‘Udenfor Sæsonen’ har koncerterne gennem årene budt på sjældne møder mellem nogle af de største navne i dansk musik og de nye generationer på vej. Blandt de som har gæstet Bornholm med Udenfor Sæsonen er Povl Dissing, Oh Land, Eivør, Nils Skousen, Sanne Salomonsen, Kira Skov, Marie Key og forfatteren Stine Pilgaard.

I de senere år er begivenhederne orkestreret af en rytmisk kvartet under ledelse af Gustaf Ljunggren og Christoffer Møller og en klassisk kvartet under ledelse af Josefine Opsahl.

Helt nyskrevne og klassiske værker har set dagens lys; På Bornholm, for bornholmere og de efterhånden mange tilrejsende, som kommer for at deltage i Bornholms Kulturuge.

Programmet for dette års koncerter er med udgangspunkt i temaet ‘Blues’. Til at skabe musikken sammen med den erfarne historiefortæller Steffen Brandt, er den legendariske sangskriver og guitarist Poul Halberg, og den nyere americana, roots og blues inspirerede sangskriver Kajsa Vala.

Og mens strygerkvartetten undersøger de blå toner i den klassiske musik, finder den rytmiske kvartet the blues i os alle.
Koncerterne er eksklusivt sat sammen til dette års kulturuge og kan kun opleves på Bornholm.

Udenfor Sæsonen er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Bornholms Kulturuge, Bornholms Regionskommune og Statens Kunstfond.

Solisterne i Udenfor Sæsonen 2021

Poul Halberg, guitarist, komponist, producer og sanger med mere end 40 års erfaring. Gennem karrieren har han været rundt i hele genrepaletten - fra 80’ernes pop/rock med Halberg Larsen og RayDeeOhh, over jazz/rock med Santa Cruz og Bo Stief til filmmusik (f.eks. med Wikke Rasmussen) og albumproduktion for Lis Sørensen, News og Bdr. Olsen. Poul Halberg laver altid musik med et personligt fingeraftryk og med et udtryk af højeste kvalitet. Som komponist trækker han på sit personlige mix af inspiration fra den den amerikanske pop/rock-tradition og vores egen nordiske tone - gennem årene formet til unik stil, som har resulteret i en række evergreens skrevet i samarbejde med nogle af vores bedste tekstforfattere, blandt andre Steffen Brandt, Elisabeth G. Nielsen og selvfølgelig Mona Larsen, som skrev langt den overvejende del af teksterne til Halberg Larsen, f.eks. klassikeren “Magi i Luften”.

Kajsa Vala har de sidste par år meldt sin ankomst på den danske musikscene, og hendes navn har summet i krogene, siden hun sammen med sit fantastiske band spillede en anmelderrost koncert på SPOT Festival 2018. Siden da har Kajsa spillet flere velbesøgte og udsolgte koncerter. I efteråret 2019 turnerede Kajsa som live-medlem med det legendariske orkester Psyched Up Janis, og det er sidenhen blevet til flere samarbejder med Sune Rose Wagner. Kajsa Vala spiller americana med islæt af pop og rock. En genre, der sjældent lykkes for andre end netop amerikanerne selv, men Kajsa er den ægte vare. Hun er en fremragende tekstforfatter, en sanselig vokalist og en guitarist, der mestrer sit instrument, og hun hun spiller alt fra akustisk til elektrisk til dobro, mandolin og pedal steel. Kajsa Valas musik trækker på skandinaviske rødder, men mødet med Nashville, hvor Kajsa ad flere omgange har boet, har formet hendes eget unikke take på den amerikanske musiktradition.

Steffen Brandt: Med-initiativtager til og gennem 20 år musikalske leder af koncertrækken Udenfor Sæsonen. Drivkraften er nysgerrigheden og ønsket om at udfordre vanetænkningen og ophæve skellene mellem genrer og aldersgrupper via de inviterede gæster. I et ydmygt håb om at finde nye farver til kendte værker eller træde helt nye stier sammen.

Ved siden af er han også sanger og sangskriver i det han selv kalder ”Verdens Lykkeligste Band”, tv-2, som i år kan fejre 40 år sammen på landevejene.

Ensemblerne i Udenfor Sæsonen 2021

Den klassiske kvartet
Den prisbelønnede cellist og komponist Josefine Opsahl har igen i år samlet en kompetent klassisk kvartet. Denne gang gøres hun selskab af Cæcilie Balling (violin), Josefine Weber (mezzosopran, bratsch) og Sofia Kayaya ( fløjte). For alles vedkommende er der tale om flittigt brugte musikere, som ikke kun opererer indenfor den klassiske verden, men som nysgerrigt hæver blikket mod andre musikalske inspirationer og horisonter, når lejligheden byder sig.

Den rytmiske kvartet
Med Gustaf Ljunggren (multiinstrumentalist) og Christoffer Møller (keyboards) som de musikalske arrangører bliver linjen for om- og nyfortolkning ved Udenfor Sæsonen udstukket på den mest kompetente vis – og som altid udført sammen med Jeppe Skovbakke (bas) og Jeppe Gram (trommer). Hvad de fire herrer er blevet udfordret med gennem årene i denne sammenhæng - af musikere, kunstnere og stilarter - er enormt, men selv efter de mest musikakrobatiske udfordringer, er de alligevel altid landet sikkert på benene.

PROGRAM