AFLYST: Generalforsamlingskoncert med Havz Jazz i Jazzklub Bornholm

Søndag 25. april 2021, kl. 15:00

AFLYST: Generalforsamlingskoncert med Havz Jazz i Jazzklub Bornholm

Køb billetten her
Entre forsalg:90,00
Entre dørsalg:90,00
Genre:Jazz
Bemærk:Medlemmer af Jazzklub Bornholm der ikke deltager i generalforsamlingen kan købe billetter til kr. 60,00
Dørene åbnes:Kl. 13:00
Sted:Raschs Pakhuz
Arrangør:Jazzklub Bornholm

Havz Jazz spiller Æ Bindstouw

Ved generalforsamlingskoncerten med Havz Jazz i Jazzklub Bornholm i Raschs Pakhus den 21 marts medvirker Kris Sandfeld, basunist i et af Danmarks ældste amatør-New Orleans orkestre – Æ Bindstouw Jazz-Men.

Orkestret grundlagdes i 1958 i Herning, indspillede sin første plade på Storyville Records i 1959 og vandt samme år ”Dansk Amatør Grand Prix”. Orkestret har siden indspilet flere plader og CD’er. Kris Sandfeld kom med i orkestret i 1960, få måneder efter orkestrets nye klarinettist, Olav Harsløf, var begyndt dér. Her spillede de sammen i første halvdel af 1960’erne, og Sandfeld blev i orkestret til det sluttede efter næsten 40 år. Olav Harsløf har spillet i Havz Jazz i snart 20 år.

De to gamle Æ Bindstouw-musikere Kris Sandfeld og Olav Harsløf genopliver nu sammen med Havz Jazz med koncerten i Jazzklub Bornholm Æ Bindstouws gamle repertoire af New Orleans-jazzens blues, standards og ragtimes, alsammen i den originale New Orleans-stil. Kris Sandfeld er elev af basunisten Arne Bue Jensen, lederen af Papa Bues Viking Jazz Band. Papa Bue selv var elev af New Orleans-basunisten Kid Ory, verdensberømt for sit gennemførte ’tailgate’-spil, der på én gang pointerer rytmen og økonomiserer med tonerne. Alle kender stilen fra Papa Bues basunspil i Olsenbande-filmenes temamelodi. Det er bagsmækken eller bagklappen – the tailgate – på lastbilen med de jazzende bands gennem New Orleans gader, der har lagt navn til basunstilen: klappen var altid slået ned så basunisten kunne sidde bagerst og spille uden at få buler i trækket!

Havz Jazz er fast orkester ved de bornholmske jazzfestivaler og på Folkemødet. Sommeren 2020 præsenterede orkestret sin første CD med et udvalg af sit store New Orleans-repertoire. Hver år i januar spiller Havz Jazz med en inviteret solist til Jazzklub Bornholms generalforsamlings-koncert. Senest de svenske basunister Gunhild Carling og Ulf Johansson Werre, og de danske Ole ’Fessor’ Lindgreen og Steen Hansen. I år er det så Kris Sandfeld, der dækker Havz Jazz ind med sit ’tailgate’ trombonespil.

Havz Jazz : Franz Bomberg, trompet – Olav Harsløf – klarinet, Uffe Nielsen – saxofon, Tom Jensen – banjo, Ole Lyngberg – bas, Lars Larsen, trommer

Koncerterne gennemføres med de corona-regler, som gælder spillesteder, dvs. at alle har mundbind på, når de står op eller er på vej frem og tilbage til baren eller toiletbesøg.

Når vi sidder ned, er der ingen mundbindkrav.

Medlemmer af Jazzklub Bornholm der deltager i generalforsamlingen har gratis adgang til koncerten.

Links:
www.jazzklubbornholm.dk...
www.havzjazz.dk...

PROGRAM