Udenfor Sæsonen - i Musikhuzet

Lørdag 19. september 2020, kl. 20:00

Udenfor Sæsonen - i Musikhuzet

Køb billetten her
Entre forsalg:350,00
Entre dørsalg:375,00
Genre:Udenfor Sæsonen
Bemærk:Kulturugebadge er obligatorisk. Unummererede siddepladser.
Dørene åbnes:Kl. 19:00

Billetsalget starter mandag 3. august kl. 10.

--

Koncertrækken Udenfor Sæsonen runder til september de 19 år. Koncerterne skal endnu en gang forsøge at samle kunstnere fra forskellige genrer og fra forskellige steder i livet og karrieren med det ene formål at skabe musik og sammenhæng. Glæde og begejstring. I år vil rytmiske og klassiske musikere udfordre hinanden og publikum med kendte sange i nye fortolkninger og nye sange i sikre hænder.

Således vil man kunne opleve en sand legende, Dario Campeotto med sange fra et langt liv på film og scene, nye fortolkninger af tidens toner og spændende udtog fra operaens verden i duet med sopranen Josefine Weber.

Også i et samarbejde med koncertrækkens anden solist, den helt unge nordjyske sanger/sangskriver og guitarist Ginne Marker. Ginne Marker er aktuel med sit anmelderroste debut album: ”For seasons to come” og har allerede nu fået stor opmærksomhed herhjemme såvel som i udlandet.

Steffen Brandt vil som den tredje solist igen i år forsøge at samle trådene og deltage aktivt i det omfang evnerne rækker, som han selv så klædeligt ydmygt udtaler. Mon ikke vi vil se samarbejder på kryds og tværs til forhåbentlig glæde for et nysgerrigt publikum?

Til at lede publikum og solister trygt igennem aftenen præsenterer Udenfor Sæsonen med stolthed både en rytmisk og en klassisk kvartet.

De to kvartetter vil udover at akkompagnere og fortolke solisternes sange også byde ind med til lejligheden skrevne arrangementer, som tager udgangspunkt i impressionismen i fransk klassisk musik tegnet af blandt andre Ravel.

Koncerterne er eksklusivt sat sammen til dette års kulturuge og kan kun opleves på Bornholm.


Solisterne i Udenfor Sæsonen 2020:

Dario Campeotto: Sanger, filmskuespiller og entertainer gennem en menneskealder. Repræsenterede Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix for 59 år siden og har ud over en fortløbende karriere som sanger og entertainer haft filmroller (mest i 60’erne - bl.a. ”Han, hun, Dirch og Dario”), roller i revy’er og meget, meget andet. Selv om dåbsattesten blev skrevet for 81 år siden, var der sidste år så mange ”Sang og Talkshows” i kalenderen, at Dario måtte sige nej til Udenfor Sæsonen. Men i år fik han tid.

Ginne Marker: Et 25-årigt aalborgensisk stjerneskud, der med sine smukke, originale sange, sit fremragende guitarspil og sin rørende stemme formidler store følelser på en lavmælt, underspillet og, ja, nordjysk facon. Kald det pop, jazz-pop, singer-songwriter – Ginne Marker favner det hele og har inderlighed og stærk historiefortælling som sin røde tråd. Bare lyt til debutalbummet, ”For Seasons to Come” udgivet sidste år, så ved man, hvad der er i vente.

Steffen Brandt: Gennem nu 19 år den musikalske leder af Udenfor Sæsonen, der år efter år har udfordret vanetænkningen og nedlagt skellene mellem såvel musikken som andre kulturretninger og aldersgrupper via de inviterede gæster – i håbet om at finde nye farver til kendte værker eller helt nye stier sammen. Ved siden af er han selvfølgelig også indholdskreateur og frontfigur i det han selv kalder ”Verdens Lykkeligste Band”, TV 2, men nyder fortsat at udfordre sig selv i andre sammenhænge også.


Ensemblerne i Udenfor Sæsonen 2020:

Den klassiske kvartet.
Den prisbelønnede cellist og komponist Josephine Opsahl har igen i år samlet en klassisk kvartet. Denne gang gøres hun selskab af Cæcilie Balling (violin), Josefine Weber (mezzosopran, bratsch), mens Mika Persdotter (bratsch) er helt ny i denne sammenhæng. For alles vedkommende er der tale om supertravle flittigt brugte musikere, som ikke kun opererer indenfor den klassiske verden, men som nysgerrigt hæver blikket mod andre musikalske inspirationer og horisonter, når lejlighed byder sig.

Den rytmiske kvartet.
Med Gustaf Ljunggren (multiinstrumentalist) og Christoffer Møller (keyboards) som de musikalske arrangører bliver linjen for om- og nyfortolkning ved Udenfor Sæsonen udstukket på den mest kompetente vis – og som altid udført sammen med Jeppe Skovbakke (bas) og Jeppe Gram (trommer). Hvad de fire herrer er blevet udfordret med gennem årene i denne sammenhæng - af diverse musikere, kunstnere og stilarter - er enormt, men selv efter de mest musikakrobatiske udfordringer, er de alligevel altid landet sikkert på benene.

PROGRAM