Udenfor Sæsonen i Brohuset

Torsdag 19. september 2019, kl. 20:00

Udenfor Sæsonen i Brohuset

Køb billetten her
Entre forsalg:350,00
Entre dørsalg:375,00
Genre:Udenfor Sæsonen
Bemærk:Kulturugebadge er obligatorisk. Unummererede siddepladser.
Dørene åbnes:Kl. 19:00
Sted:Brohuset, Slotslyngvej 9, 3770 Allinge

Billetsalget starter 1. august.

Til denne koncert kan der købes speciel billet til koncert + menu i restaurant Solveig til 700 kr.

--

Koncertrækken Udenfor Sæsonen har de seneste 17 år været afholdt sammen med Bornholms Kulturuge. Kulturuge-flagskibet med sanger og sangskriver Steffen Brandt tv-2 i spidsen trækker år efter år fulde huse, og igen i år har idémanden linet et stærkt hold op.

Solister:
Steffen Brandt
Karmen Rõivassepp
Morten Nørby
Josefine Weber Hansen
Laura Ziani

De bakkes som vanligt op af Jeppe Gram, Jeppe Skovbakke, Gustaf Ljunggren og Christoffer Møller. Der ud over medvirker et sammensat klassisk ensemble bestående af: Cæcilie Balling, violinist - Josefine Opsahl, cellist og komponist - Josefine Weber Hansen, mezzosopran og bratschist og Laura Ziani, cellist og vokalist.

Morten Nørby har i 25 år ageret sangskriver, sanger og ikke mindst danser i bandet VILDNIS, der i 2006 modtog P4 Prisen. Bandet er blevet rost for deres poesi og musikalitet, hvor især de gamle visetraditioner er blevet taget under kærlig behandling af Morten Nørby. Morten har en legende og afslappet tilgang til sin sangskrivning, hvor det ikke er lytterhits eller en trang til at være “med på noderne”, der driver værket. I stedet skrives der sange om vedkommende temaer i et varmt og nært univers i bedste gademusikant-stil. Denne uformelle og hjertelige tilgang til musikken har bragt Morten og VILDNIS vidt omkring på landets mange klubber og festivaler. Foruden sin rolle i VILDNIS er Morten uddannet skuespiller ved Statens Teaterskole i København i 1994 og er aktør i teateret Knudsen&Nørby.

Karmen Rõivassepp kommer fra Estland, men har de sidste seks år boet og arbejdet som jazzvokalist og komponist i Danmark, hvor hun har formået at skabe et navn for sig selv på den danske jazzscene. Her har hun bl.a. gjort sig bemærket med sin instrument-lignende vokal, klare lyd og legesyge natur. Disse kvaliteter er med til at gøre Karmen til en af tidens mest alsidige jazzvokalister, som udfolder sit talent med både moderne jazz, improviseret eksperimenterende musik samt big band og standard jazz. Karmens arbejde inden for jazzens musikalske horisont vandt hende i 2018 Aarhus Jazz Talent Prisen samt den estiske Young Jazz Talent Award i 2019.
Kvartetten, som Karmen indgår i, udgav i juni 2018 sit debutalbum, ‘Dance of Sounds’, som fik en flot modtagelse hos musikanmelderne og blev nomineret til ‘Årets Nye Danske Jazznavn’ ved Danish Music Awards 2018.

Cæcilie Balling er violinist, uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, på det amerikanske Oberlin Conservatory og debuterer fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium efteråret 2019. Cæcilie er både aktiv som solist og som kammermusiker inden for den klassiske genre, men bevæger sig også inden for det mere eksperimenterende og genrekrydsende felt. Dette kommer til udtryk i de forskellige konstellationer, den talentfulde violinist har indgået i såsom RAMAstrings og Bellbird Chamber Orchestra. Derudover har Cæcilie også deltaget i en række festivaler som Thy Kammermusikfestival, Boston Bach Festival, Aarhus Kammermusik Festival. Hun har turneret med Den Jyske Opera og arbejdet med en bred vifte af kunstnere såsom Isam B, Caroline Henderson, Craig Leon, Bremer/McCoy, Marcella Lucatelli, Nikolaj Hess, Carsten Dahl og Christian Balvig. Foruden sit virke som violinist har Cæcilie også været med til at grundlægge flere kunstneriske projekter såsom strygekvartetten Halvcirkel, multi-genre festivalen The House Festival i Aarhus og multi-genre serien SpaceHouse Series på Designmuseet i København.

Josefine Weber Hansen har spillet og sunget siden barneårene og har en bachelor fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun studerede bratsch hos professor Lars Anders Tomter. Efter sine bratschstudier besluttede hun at skifte retning og søgte ind på konservatoriet igen - nu som klassisk sanger, hvor hun nu er i gang med sin kandidatuddannelse hos professor Helene Gjerros.
I 2018 modtog Josefine De Københavnske Odd Fellow Logers Musikpris og har sideløbende med studierne været aktiv kammer- og orkestermusiker bl.a. som medlem af Det Danske Ungdomsensemble og klaverkvartetten Païan, der har optrådt på festivaler i ind- og udland. Hun har desuden også spillet i flere genrebrydende projekter med bl.a. Efterklang og Udenfor Sæsonen 2018 med Steffen Brandt. For nylig er Josefine blevet medlem af det feministiske musikkollektiv Damkapellet, der arbejder for at udbrede kendskabet til kvindelige komponister. I den forbindelse har hun taget initiativ til et projekt, som skal genoplive den store mængde af sange, der er skrevet af glemte danske kvindelige komponister fra 1850’erne og frem til i dag.

Laura Ziani startede med at spille cello som bare syvårig. Dette skulle vise sig at blive starten på Lauras musikalske karriere, hvor hun har spillet utallige koncerter og deltaget i konkurrencer i ind- og udland. Laura har studeret hos de bedste klassiske musikere på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men har et stort behov for at skabe og bevare en musikalsk nysgerrighed. Trangen til at bryde med det perfektionistiske har gennem en leg med genrer og regler ført Laura over i et mere alternativt popunivers, hvor det er hendes vokal, der er i centrum. Hendes stemme er insisterende, kraftfuld og smuk på sin egen helt intime måde. Det er Laura selv, der skriver og producerer musikken, som indtil videre har budt på en række singler samt debutkoncert på Hotel Cecil i København i 2018.

Josefine Opsahl er cellist, uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Northwestern University og specialiserer sig nu som en af de første solister inden for ‘Contemporary Creative Art’ på Syddansk Musikkonservatorium. Josefine står bag flere anmelderroste samt prisvindende udgivelser og er to gange blevet udvalgt til at modtage Statens Kunstfonds legat ‘Den Unge Kunstneriske Elite’ i 2017 og 2019. Senest har musikeren og komponisten turneret i Kina samt ledsaget Hendes Majestæt Dronningen på hendes statsbesøg i Argentina i samarbejde med Den Kgl. Danske Ballet. Som musiker bevæger Josefine sig i et spændingsfelt mellem sin klassiske musikalske baggrund og en nybrydende åbenhed til sit instrument, lyd og genre, når hun bl.a. inkorporerer elektroniske strømninger og konstant drives af innovation og virtuositet. Denne særegne tilgang til sit musikalske virke har bl.a. medført bestillingsværker til museer, gallerier og festivaler, hvor Josefine også bryder grænsefladerne i samarbejde med andre kunstnere.

Links:
bornholmskulturuge.dk...

PROGRAM