Fuldtræffere hos Friis

Oprettet: 09-09-2010

Tre fuldtræffere i Friis Blues Clinic.

Efterårets bluesprogram er klar. 2 gange Troels og en Paul gæster Friis søndagsblues i Raschs Pakhus. Første søndag i oktober er det Troels Skovgaard. I november Troels Jensen, og i december Paul Banks.

Vel mødt til disse gode søndage. Første afdeling er decideret koncert. I anden afdeling åbner scenen for bluesjammere. Entréen er kun 50,-

Troels Skovgaard er en dansk guitarist med format til at blande sig med de helt store (fx Toots Tielemans) på den internationale scene. Dukkede op i 80’erne med Bamboo Brothers og er kendt som Danmarks no. 1 ”west cost” guitarist og singer/songwriter.

Troels Jensen har spillet blues gennem snart 40 år. Som frontfigur i Delta Blues Band, senere - med Billy Cross - Delta Cross Band. En status som dansk bluesmusiks ”Grand Old Man” – Danmarks mr. Blues. I 2002 høstede Troels Jensen, som den første, prisen ”Årets Danske Bluesmusiker”, uddelt af Copenhagen Blues Festival.

Paul Banks skabte sit ry som sangskriver og stilskabende akustisk guitarist i 70’erne 80’erne i det legendariske MusikOrkestret og i sit senere samarbejde med saxofonisten Steen Vig. Han har udgivet otte albums i eget navn. Paul Banks mestrer som få den vanskelige solistrolle - hans pågående og medrivende guitarspil er i sandhed fremtrædende på den danske bluesscene.

Dr. Friis Blues Clinic i Raschs Pakhus
Søndag 3. oktober kl. 15
Søndag 7. november kl. 15
Søndag 5. december kl. 15

NYHEDER

PROGRAM