Stjerner og store ord til Annika Aakjær

Oprettet: 26-03-2010

Hun er på vej til Bornholm for at være i øve-lejr op til sin første store Danmarks turné. Med sig har hun en stor kuffert fuld af anmelder-roser.

FYENS STIFTSTIDENDE:
”…Bjergtagende, tankevækkende, mesterligt! …”

GAFFA:
”…Det hele fungerer fremragende, og med Missionær understreger Annika Aakjær, at
hun er kommet for at blive på den danske sangskriverscene – og med tiden måske
ligefrem indtage en særstilling. Det bliver næppe en missionærstilling…”

URBAN:
”…Annika Aakjær bliver uden tvivl folkeeje en dag – men ind til da, kan du nyde
fornemmelsen af at have hendes intense, åbenhjertige og ikke sjældent humoristiske
sangforedrag næsten helt for dig selv…”

BERLINGSKE TIDENDE:
”…Annika Aakjær pendulerer mellem det sarte og det sarkastiske på sit fine, fine andet
album…”

EUROMAN:
”…Hendes sange er blandt de mest begavede og jordnært poetiske der længe er hørt på
dansk…”

POLITIKEN:
”…Det er med stort, modigt og lovende vingefang, hun tager bladet fra munden uden at
glemme at involvere sig selv…”

INFORMATION:
”…Hun er sgu stadig helt sin egen. Og hurra for det…”

De danske anmeldere er ude med massevis af stjerner og store ord til Annika Aakjær,
for hendes fremragende andet album ”Missionær”. Det er Annika Aakjær i fineste
aftapning – og musikalsk mod nye højder, i samarbejde med hendes efterhånden tæt
sammenspillede band.

”Missionær” byder på 10 nye skarpe sange om menneskelivet på godt og ondt, skrevet
med den særlige sans for både sammenhænge og sammenbrud, der er en af Annika
Aakjærs store styrker.

Annika Aakjær sikrede sig i 2008 et stort og markant gennembrud med debutalbummet
”Lille Filantrop”, der bl.a. rummede sange som ”I en alder af 55”, ”Drømmenes toilet”,
”Tyk” og ”København”. Alene i 2008 gav Annika Aakjær, solo eller med band, mere end
50 koncerter landet over – og viste sig overalt som en både forrygende og skarptsleben
entertainer.

Skærtorsdag d. 1. april starter Annika Aakjær og band sin omfattende Danmarksturne med en koncert i Musikhuzet på Bornholm.

NYHEDER

PROGRAM