Anmeldelse: Bazaar

Oprettet: 27-02-2006


ANMELDELSE:Bazaar i Raschs Pakhus
lørdag den 25. februar
Af: pol

Anders Koppel (Hammondorgel), Peter Bastian (fagot, klarinet, okarina, slagtøj), Flemming Quist Møller (trommer, congas, bongas, darbouka)


Bazaar, Cream og tidslommer

Fredag så jeg en udsendelse om den engelske supergruppe Cream (1966-69), det var den med Eric Clapton og Ginger Baker i front. Hvad har den med aftenens trio at gøre? Umiddelbart ingenting, alligevel en hel del. Begge grupper er rundet ud af en tid hvor musikken var/er et kvalitetsmærke, hvor musikken ikke kan sættes i bås, og hvor den individuelle musiker spiller med usvigelig sikker pointe. Begge trioer må bringe såvel salighedens lys frem i øjnene på os halvgamle og medvirke til at sende os på et nostalgiens trip – ind i en for længst tilsyet tidslomme, og en tidslomme blev der tale om, blot ikke den man havde regnet med.
Det 34 minutter lange indledende nummer, delt op i afdelinger, var et stykke tilnærmet nutidig kompositions- og improvisationsmusik uden en egentlig pointe. Dertil var dets molfigurer i orgel og fagot for gennemtrængende, og det anviste ingen veje ud af det tykke mørke for tilhørerne. Men heldigvis, som så ofte hos Bazaar, kom der strålekastere af lys, takket være Flemming Quist Møllers ideale rytmeakkompagnement i en konstant skiftende rummelighed. Nye rytmer og taktarter opstod; samlet gav Peter Bastian og co. de en opvisning i de tre instrumenters muligheder (og mangel på grænser).
Aftenen var i udpræget grad centreret om samspillet mellem Koppel og Bastian. Førstnævnte fodrede sidstnævnte med en lang række riffs, løst antydede melodistumper, som fagottisten/klarinettisten kunne improvisere over og bygge videre på i ofte lange, harmoniske sekvenser. ”Quisten” imponerede (igen) med udstrakt musikalitet og synkoperede beats.
Men set med de nøgterne hørebriller blev en del af denne koncert for langtrukken og med (for stor) fokus på den stille indadvendte musik. Personligt savnede jeg flere eksplosioner, mere rytmisk udadvendthed.
Der b l e v tale om en tidslomme når sammenspillet kørte fuldt ud som f.eks. i sidste nummer før pausen: en lomme hvor tiden enten stod stille i bar glæde eller helt blev ophævet. Ikke en nostalgisk sådan, men en tid der konstant markerede en udvikling hos denne trio med 30 sæsoner i hinandens levende selskab.

NYHEDER

PROGRAM