Anmeldelse: Lisa Ekdahl

Oprettet: 20-02-2006


Lisa Ekdahl – helt sin egen
Af: C. Gornitzka

Hvad gør hun, denne lille mystiske pigeprinsesse med pjusket hår, at hele Musikhuzet fyldes med mennesker, der lytter (stående, hvilket måske ikke var lige populært hos alle…), smiler, nynner med, vugger stille og rolig med i takt? Hvad gør hun? Hmmm, intet særligt – hun er vel bare sin egen?
Lisa Ekdahl skaber sammen med sit band sin helt egen intime stemning i det store rum. Hun synger ikke kun for publikums skyld, hun synger, fordi hendes verden består af sang. Hun udstråler en dyb følelse for det hun gør, og man føler sig en smule privilegeret i at få lov til at overvære denne oprigtige kærlighed til sangen.

Musikkens indre rytme
Der er en vis ambivalens i lytteren, for man skal kende teksterne, for at kunne forstå dem. Lisa Ekdahls udmærkede artikulation, men rytmiseren af ordene gør dem vanskeligt forståelige. Men samtidig skaber hendes måde at artikulere på netop den indre rytme i hendes musik, denne blanding af jazz, bossanova, lidt fransk chanson og svensk visetradition, der gør hendes musik så særskilt. Men det gør nu ikke så meget, at man ikke fanger alle ord, skønt sangene rent indholdsmæssigt også har deres helt eget budskab. Sådan en aften inviterer til at tage hjem og lægge CD’erne på for at fordybe sig i teksterne. På Musikhuzet gjalt det at indånde stemningen, at suge denne meget feminine mystik omkring den lille person ved sangmikrofonen helt ind i sit inderste.
Til tider var der en overraskende uro blandt publikum, man skulle da tro, at man gik til koncert for at lytte og ikke for at hilse højlydt på bekendte til højre og venstre til gene for andre.

Stor variation
Det flotte helhedsindtryk forstærkedes ydermere igennem Lisa Ekdahls udmærkede band, som med en stor varietet i instrumentariet ustandselig skabte nye klangskyer omkring hendes sang, der konstant skiftede mellem insisterende, skarpe, energiske og blide, svævende, lette klangfarver. Det virkede som enorm positiv synergi mellem musikerne og sangerinden, de spillede op til hinanden, lokkede hinandens reserver frem og viste i et flot opsat lys og med en velafbalanceret lyd deres dybfølte lyst til musikken. Det er vel inderst inde bare det – lysten til at leve musikken. Publikum fulgte med i halvanden times energi, kraft og udtryk, homogenitet, intensitet og sensibilitet, der er så unik for Lisa Ekdahl. En virkelig overbevisende og varm følsom aften.

NYHEDER

PROGRAM