Anmeldelse: Christian Winther Quartet

Oprettet: 06-02-2006


ANMELDELSE:
Vinterjazz 2006:
Christian Winther Quartet
i Raschs Pakhus
fredag den 3. februar 2006
Af: pol

Fortællinger i godt selskab

Det må være en drøm at være kvartetleder for en sådan samling musikere!
Man anede rødderne af New Orleans-jazzen i Winthers saxofon og i Davis’ trommeakkompagnement i aftenens første nummer, komponeret af førstnævnte, men det var slet ikke New Orleans stilen der blev den fremherskende undergenre. Derimod fabulerede samtlige musikere frit med vægten på det virtuose og det vibratofrie spil og i mangerytmiske mønstre. Med andre ord: beboppen. Dertil var der på menuen, som kvartetten serverede, det swingende element, krydret med de udforskende. Vi mæskede os.

Hver for sig udstillede de fire musikere iørefaldende kvaliteter. Winther med en stor teknisk kunnen og en fremragende evne til at lade tonerne hænge malende i luften, trække dem i ørerne, rytmegruppen som konstante historiefortællere og sidst, men ikke mindst, en pianists blide, men markant-intense anslag i et spil af høj, høj karat.

En ny historie rullede sig ud i det sidste nummer før pausen og fortsatte efter med et par takter fra Beethovens 9. symfoni, dramatisk anført af kontrabassisten. Det blev udgangspunktet for et andet sæt der samlet stod mere løssluppent, mere eksperimenterende end første – dog uden at give køb på en sublim kunstnerisk musikalitet. Aftenens varmeste (af mange ) fortolkning kom med en fortolkning af Ellington’s Mood Indigo der samlet udstillede kvartettens formåen i et spirituelt, svævende spil, subtilt anført af den storspillende pianist Richard Doron Johnson.

Det v a r en international kvartet der gav koncert – ikke blot hvad angår det etniske, to amerikanere (den ene med afrikanske rødder), en japaner og en dansker, men endnu mere i den musikalske aura. Der lå her et overordnet udsyn i det instrumentale og i det udtryksmæssige. Som det smukt kom til udtryk i første sæts fortolkning af I Thought About You – en ballade – der som det foregående nummer gik over i en langstrakt, fint udformet blues, udtrykt med intensitet og saftighed.

NYHEDER

PROGRAM