Anmeldelse: Burnin Red Ivanhoe

Oprettet: 14-11-2005

Anmeldelse: Burnin Red Ivanhoe
Af: pol

Still going strong

Det kreative, det at flytte grænser musikalsk, det har altid været gruppens kendemærke. Efter et par timer i selskab med kvintetten må det slås fast at den i høj grad stadig er still going strong.
Det blev til en festlig intro: Kim Menzer iført trombone og fuld fjerprydelse, assisteret af Karsten Vogel på saxofon, og med en hårdtpumpende rytmegruppe og Ole Fick i baghånden. Energier. Og energier i Lack of Light (fra gruppens cd fra 1997/98) med solide riffs fra Ficks guitar. Så Tingeltangelmanden hvis tekst trods 30 år på bagen stadig kan rykke i danskernes og nationalisternes fremmedskræk. I sine varierede soli viste Fick at han stadig snildt kan stå enhver musikalsk distance. I Indre Landskaber – spillet første gang i Brændesgårdshaven for 37 år siden – måtte man bøje sig for de universelle kvaliteter som Burnins musik stadig udstiller. Det er under den tilsyneladende beat’ede overflade, der afvikles rytmisk præcist, at tingene sker: avantgardejazz, udtrykt i Menzers trombone og Vogels saxofoner, der slår over i blues, der slår over i folklore.. Og det er de to førstnævnte der præcist sætter i scene med en suverænt spillende Ole Fick på højre fløj, assisteret af en lige så suverænt spillende rytmegruppe der ved denne koncert var oppe på beatet, ikke mindst bundsolide Asser Roar.
Rig på næsten ikke hørlige nuancer i harmonierne, i rytmikken; fortættede klangblokke, båret af en dyb professionalisme.
Tre numre fra den seneste cd, Lack Of Light, viste at Burnin stadig flyver højt, med iørefaldende kvaliteter i titelnummeret, næsten et stykke symfonisk rock, i I Want The Rest of My Life Surrounded by Money en lykkelig parafrase over Pink Floyds Money og i A Perfect Ending formet som et stykke traditionel New Orleans Jazz med en afsluttende gedigen blues.

Burnin Red Ivanhoe i Raschs Pakhus fredag den 11. november
KarstenVogel, Kim Menzer, Klaus Menzer, Asser Roar, Ole Fick

NYHEDER

PROGRAM