Anmeldelse: Lisa Nilsson & Niels L. Doky

Oprettet: 12-09-2005


Musikhuzet lørdag den 10. september
Between a Smile and a Tear:
Lisa Nilsson (vokal)
Niels Lan Doky (klaver)
Mads Vinding (kontrabas)
Albert Heath (trommer)

af: pol

Skandinavisk, blå aften

Pianisten med meget mere Niels Lan Doky har lavet en film. En hyldest til det for længst hedengangne Jazzhus Montmartre. Et kraftcentrum for dansk og international jazz, som bragte førstnævnte milevidt frem i den internationale musikbevidsthed. Enhver som havde sin gang på stedet i 1960erne og 1970ene husker den fortættede, intime stemning der udefineret var over stedet. Såfremt det er disse ting Niels Lan Doky ønsker at hylde i sin film, mener jeg at de 19 koncerter over hele Danmark der kan ses som en promotionturné, har et noget diffust fokus.

Koncerten, generelt, bød på afgjort fine stunder i selskab med subtilt spillende musikere, en i passager flot syngende Lisa Nilsson , men det var alligevel som om man var meget langt fra de stemninger man som (aktiv) tilhører fik på spillestedet i St. Regnegade. I stedet hvilede der over denne koncert en let skandinavisk tone (tydelig i både vokal og klaver), krydret med et par udflugter til Brasilien. Imidlertid var den blå tone der lå antydet i mange af fortolkningerne, ikke dybere end man kunne finde vej gennem den.
Begge sæt blev indledt med to gange intim kammerjazz. Amerikansk inspireret triojazz der for første sæts vedkommende tog udgangspunkt i et par løst formulerede bluesakkorder. Herefter blev der improviseret vidt og bredt, blåt som scenelyset og bagtæppet. I Lewis Blues og i den efterfølgende Toot’ Waltz – en ballade – var der fornem balance mellem det antydede og det lyrisk gennemsigtige over for det markerede, betonede. Kontrasterne blev formet smukt. Antydningerne havde også kronede dage i Sticks and Strings – et frirytmisk parløb mellem Vinding og Heath, der arbejdede med forskellige, (og varierede) løst tegnede temaer.
Mange sangerinder er på et tidspunkt i deres karriere gået fra at synge pop til at synge jazz. Det gælder i Danmark for eksempel Søs Fenger som for mere end et tiår siden havde rimeligt held med at fortolke Billie Holiday. Også Lisa Nilsson har nu kastet sig ud i jazzen, og også hun fortolkede Holiday. Hvad der dog manglede i Good Morning Heartache var det intenst levede liv, det bittert-ironiske element, et dybere emotionelt udtryksregister. Undskyld, men ingen vokalist overgår Holiday og Ella Fitzgerald i denne boldgade. Omvendt var Lisa Nilssons fortolkning af The Fundamental Thing et spændende bud med sit overraskende recitationsagtige foredrag og betoninger. Hun kom ellers langt omkring, aftenens vokal, med sin stemme: den følelsesfulde, billedskabende tekst om de mange sider af kærligheden - i et tidløst, til tider romantisk, sødmefuldt sprog.
Montmartres ånd blev holdt fast i dels den mere end solide rytmegruppe; delikat figurspil fra Vinding, kraftfulde og antydede akkompagnementer for den svenske sanger. Albert Heaths spil, han var gæstetrommeslager på jazzstedet 1969-1972, havde en vidunderlig ubesværethed over sig, parret med et sublimt underspil.

NYHEDER

PROGRAM