Anmeldelse: Michael Falch

Oprettet: 02-09-2005


”På farten igen som en fortabt romantisk sjæl…”

(af ChrisTina D. Gornitzka)

Denne linie fra en af Michael Falchs sange genspejler vel mest det, publikum oplevede torsdag aften i Musikhuzet: de hårde tider er forbi for en mand som Michael Falch, der enemand sad på scenen og fortalte åbenhjertet om livet ”on the road” og de personlige konsekvenser, dette liv kan have for den enkelte. Nu er han tilbage, noget mere eftertænksom i de nye tekster, bevidst om ændrede livsværdier. Hvordan man som publikum skulle forholde sig til det, var der ingen opskrift på. Gnisten sprang ikke helt i aftenens første del.
Men fortiden er der, den hører til Michael Falch, og den blev Musikhuzets gæster ikke snydt for. Selvfølgelig var de der, de gamle titler som ”Mød mig i mørket”, ”Et land uden høje bjerge”, ”Min stjerne” eller ”Kære Vorherre”. De stod flot i salen, og man må sige, at han stadigvæk kan. Med en enorm sikkerhed og overskud i stemmen, med kraft og overbevisning levede Michael Falch sig ind i teksterne og tog publikum med på livets rejse. Der var en enorm troværdighed i hans udtryk.

That’s entertainment…
At han er en god entertainer, der med vits og humor provokerer, driller, charmerer og får folk til at lytte med åben mund eller grine højlydt, beviste aftenens andel del. Michael Falch meldte ud, at denne del stod i kærlighedens tegn, og det manglede ikke på advarende ord fra scenen om faren ved dette emne. Temperaturen og stemningen i salen steg prompte med adskillige grader. Den ene sang gik over i den anden, der var fart på, der var ømhed, der var varme. Der var råstyrke, og faktisk var det ganske imponerende, at Michael Falch i et nummer som ”Kold krig” står alene på scenen og giver sangen bare den helt rigtige sound. ”Kærlighedens gnist” var absolut et af højdepunkterne blandt de nyere sange. Og hvordan var det nu han sang til sidst? ”Du har lige så mange chancer, som der er dage tilbage…

Denne aften var et godt eksempel på rigtigheden i ordene – en stærk aften, der krævede sine ekstranumre.


NYHEDER

PROGRAM