Anmeldelse: Tobias Trier

Oprettet: 22-07-2005


Scala Gudhjem onsdag den 20. juli
Tobias Trier med band
af: pol

Formidleren Trier

Aftenens næstlængste bifald kom efter Pigen med de blå persienner fra Tobias Triers første album (2001). Forståeligt, for teksten er på en eller anden måde blevet stærkere, står mere nøgent, samtidig med at det musikalske markerer en større tæthed og udtryk.
Søvnløse stunder kan bruges kreativt. Hvordan kunne man høre i Hvis blot jeg kunne sove. Her bliver personlige og lokale problemer vendt i hovedet, men der perspektiveres også til mere globale problemstillinger. Triers sfære tangerer her Halfdan Rasmussens; der er den samme filosofiske underfundighed, tilsat et stort topmål charme, selvom visse ting faktisk er dybt seriøse. Der kan rimes, rimes meget, på navnet Trine. For eksempel mar-ga-rine, lavine, og i det saftige rapnummer Jeg drak af din kop/jeg drak den op/. Rimene har vel sådan set intet med hinanden at gøre, men står knaldgodt til hinanden og er i høj grad med til at forstærke Tobias Triers popularitet i mange befolkningssegmenter. De danner et eller andet sted også udgangspunkt for en formidlende rolle: Solistens og sangskriverens tilsyneladende tilfældige iagttagende attitude til tilværelsen som i virkeligheden dækker over hans seriøse bud på hverdagen omkring os almindelige mennesker. Disse ting videregiver Trier gerne. Også det socialrealistiske fik sig en tur i den verbale vridemaskine: Oase Bar – her blev det næsten Dan Turellsk – om pigen der blot skal have nogle ugers sommerjob, men så går der to år, og tiden står stille…
Sangene var korte og præcise, bakket musikalsk op af en trio der pointerede Triers verbale galskab. Populariteten er usvækket, måske endda forstærket. Det giver imidlertid også den populære herre en vis rutinepræget nonchalance som farver den drengede charme.

NYHEDER

PROGRAM