144 nye sange deltager i konkurrencen om at blive Årets Spil Dansk Sang 2005

Oprettet: 14-07-2005

144 nye sange deltager i konkurrencen om at blive Årets Spil Dansk Sang 2005

Fristen for at indsende bidrag til komponistkonkurrencen udløb 1. juli. Hele 144 spændende og væsensforskellige bud på årets Spil Dansk Sang 2005 er dukket op på Spil Dagens Sekretariat.

I år har 185 sangskrivere, komponister og tekstforfattere deltaget. Det er 30 flere end i 2004.

Dommerne skal spille og synge sig igennem alle bidrag
Vinderen udvælges af et dommerpanel, der består af repræsentanter fra de tre komponistforeninger samt fra Danmark Radio. I løbet af sommeren vil dommerpanelet synge og spille sig igennem samtlige bidrag. Bidragene til konkurrencen er anonymiserede. Det betyder, at dommerpanelet først skal gennemspille samtlige bidrag. Herefter vil de votere for at finde frem til vinderen. Først når vindermelodien er udpeget, åbnes kuverten med navnene på sangskriver og komponist.

Vinderen bliver præmieret med 10.000 kr.

Den nye sang skal synges til fællessangen
Mandag d. 5. september offentliggøres vindermelodien. Tekst og node vil blive offentliggjort på www.spildansk.dk. Således vil alle have mulighed for at indøve årets danske sang.

Vindersangen vil nemlig blive opført af RadioUnderholdningsOrkesteret og DR Pigekor som en del af den direkte transmitterede fællessang på Spil Dansk Dagen 27. oktober kl. 11.03.

Koncerten bliver transmitteret live på DR P2 & P4 for over 500.000 lyttere.

Dommerpanelet består af Sascha Dupont, Maibritt Kramer, Kim Bohr samt en repræsentant fra Dansk Komponistforening.

De vandt i 2003 og 2004
Morgensang (Inger Berthelsen) og Lys over land (Nicolai Majland/Leif Fabricius) delte æren af at være årets danske sang i 2003.

Sådan ligger landet (Ivan Pedersen/Henrik H. Lund)blev årets vindersang i Komponistkonkurrencen 2004.

NYHEDER

PROGRAM