Anmeldelse: Pernille Bévort

Oprettet: 09-05-2005


Raschs Pakhus lørdag den 8. maj
Pernille Bévort (sopran- og tenorsaxofon), Nikolaj Bentzon (klaver), Karsten Bagge (trommer), Morten Lundsby (kontrabas)

Poesi med jordforbindelse

Blæseren og hendes tre mandlige medaktører – med Nikolaj Bentzon som substitut for en sygemeldt Marie Louise Schmidt - kom godt ud over rampen fra start i et tæt struktureret, men flydende poetisk spil, båret af klaver og trommer. To indledende kompositioner af Bévort, Don’t Push Too Hard og Casual Catch, viste hende som en ferm tonesætter med fokus på den musikalske og rytmiske udforskning og med masser af plads til klaversolist og rytmegruppe. Der blev i disse to numre også smukt kontrasteret mellem saxofonens sprøde, intensive stemme over for de lyse klangflader fra piano og trommer. Man fik således et mørkt molagtigt kraftfelt: bas-saxofon, sat over for et lyst: trommer-klaver, på hver sin side. Det gav musikken en substans der både svævede og havde kontakt til grundlaget; musik der flød dynamisk af sted: Poesi med jordforbindelse. I nummeret Repose (?), der (også) syntes kraftigt inspireret af Theolonius Monk, blev der i noterne antydet genrens mere blues’ede side. Den kom med aftenens smukkeste komposition Tiny Hesitation, en blues i 4/4, som dels smukt markerede ensemblets tætte dialog med gode individuelle præstationer, dels præcist udstillede den lille tøven der kan opstå før noget væsentligt sættes i gang.
Hvor Bévorts kompositioner havde været de sanselige, harmoniske, viste to arbejder af pianisten Marie Louise Schmidt efter pausen sidstnævntes innovative udtryk, med vægten lagt på det improvisatoriske og udadvendte. Men overgangen betød også at aftenens frontfigur gradvist fik færre soli, noget præget af rutinen, når der ses bort fra en ballade, komponeret over Henrik Nordbrandts digt Året har 16 måneder. En ægte blå tone, musikalitet med masser af udtryksfuldhed, vemod og med strejf af Bill Evans i klaverstemmen. Det var netop Nikolaj Bentzon (og jo, han er barnebarn af Niels Viggo) der sammen med Karsten Bagge blev aftenens helt store positive oplevelser. Sidstnævnte havde en aldrig svigtende rytmisk ihærdighed, fuld fokus på musikkens dynamik; Bentzon i konstant varierende forløb, svingende fra det luftigt lyriske til tordnende, udadvendte energier der både gav udsyn og strammede op om kompositionerne.


pol

NYHEDER

PROGRAM