Anmeldelse: Tobias Trier & Kalle

Oprettet: 21-04-2005

Hyggelige reserver

Af Pelle P. Jensen
Tobias Trier & Kalle Brandt i Musikhuzet
Lørdag d. 26.03 Kl. 22.00

Lørdag aften skulle Saybia have stået på scenen i Musikhuzet, men forsanger Søren Huss havde problemer med stemmen og aflyste tidligere på dagen. Musikhuzet fik dog lynhurtigt fat i én af Danmarks store unge sangskrivere Tobias Trier og Bornholms egen rockstjerne - Kalle Brandt, og stablet to unplugged koncerter på benene i løbet af en eftermiddag, så de bornholmske Saybiafans ikke skulle gå forgæves. Omkring 200 af billetkøberne tog imod tilbuddet om erstatningskoncerten, og da klokken rundede ti var bordene foran scenen besat af forventningsfulde koncertgængere.

En veloplagt Tobias Trier var den første på scenen, og selvom han ikke havde fået sit band med virkede han fortrøstningsfuld. Selvom der kun var Tobias, hans el-guitar og nogle stearinlys på scenen, fremstod den ikke mangelfuld, for Hr. Trier underholdt scenevant bornholmerne. Man kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet når der blev delt ud af Elvis-inspirerede guitar-soloer og sangtitler som ”Jeg er en gummibåd” og ”På trods af din hang til musical”.
Men det var nu engang en Saybia-koncert folk var kommet for at se. Efter et par numre havde en tredjedel af publikum opgivet, og begyndte at tale højlydt henover bordene, hvilket var ærgeligt, for Tobias Triers styrke ligger især i hans finurlige lyrik der gik lidt tabt i larmen fra dem der hellere ville have noget de kunne synge med på. Den unge sanger fortsatte dog med stort engagement, og vandt størstedelen af publikum som koncerten forløb.
Han sluttede koncerten af med at rappe henover publikums taktfaste klap, og da han forlod scenen var stemningen i hvert fald ikke dalet, tværtimod.

Efter en pause gik Kalle Brandt på scenen. Med sig havde han taget bassisten fra sit band No Mercy, Kim Bak. Duoen spillede en blanding af blues og rock - en blanding der passede perfekt til Kalles hæse stemme og åbenbart også til størstedelen af publikum der holdt opmærksomheden rettet mod scenen igennem de ca. 60 minutter koncerten varede. Og da de som ekstranummer spillede Gasolins ”Langebro” sluttede de en fin aften fint af. Selvom der stod Saybia på billetten virkede folk ganske tilfredse med hvad der i virkeligheden stod på programmet.

NYHEDER

PROGRAM