Anmeldelse: McCalmans

Oprettet: 11-04-2005

Skotsk humor
(af ChrisTina D. Gornitzka)

Det er slet ikke nemt at skrive en anmeldelse efter fredag aftens McCalmans koncert, for med alle de røverhistorier, man hører i løb af en aften, tør man ikke rigtigt referere til noget. Men en ting er sikkert og vist: Villum Clausen og rejsen til Bornholm har gjort et stort og uudsletteligt indtryk, såvel sidste år som i år. Koncerten startede lige på og hårdt. Ingen tid til opvarmning hverken for The McCalmans eller for publikum. Ørene skulle spidses lige fra starten, og Musikhuzet meldte full house.
Musikken fangede. Ganske enkelt. Velakkompagnerede sange skiftede med a capella sang, excellent artikuleret. Intonationen var ikke helt på plads i koncertens første halvdel. Men historierne om det grusomme vintervejr med sne i Roskilde, sne i Hamburg, sne i Kristianssand og Gøteborg, og som om det ikke var nok også på Bornholm (gad vide, hvor de tre gutter har hørt, at Bornholm lukker kl. 18, når det sner?), gav rigelig mulighed for at give en banal halstusse skylden. Stemningen kom heller ikke helt op i højeste gear i aftenens første del, men det kom den i anden halvleg. McCalmans arrangementer var også i år spændende og varierende i deres opbygning. Forskellighederne i de tre musikeres sangstemmer blev flot udnyttet.

Mere end skotsk Highlandromantik
En aften med The McCalmans byder ikke kun på skotsk Highlandromantik med længselsfulde stemningsbilleder, men lufter også kritiske tanker. Således skulle der ikke herske nogen tvivl om holdningen til det engelsk amerikanske samarbejde, når ”drengene legede i sandkassen og ledte efter masseødelæggelsesvåben” i sangen WMD – humoristisk, men med alvor i baghovedet. Men let fordøjelige tekster var der også plads til, og trioens underholdningsværdi mellem musiknumrene skal også roses. Mavemusklerne blev ind imellem sat på en dejlig hård prøve. For at leve helt op til det skotske image, var der bestemt ikke mangel på kærlighedssange eller hellige løfter, om aldrig nogensinde at besøge et værtshus mere.…
Musikalske tusindkunstner og præcis klangfylde.

Det var igen en fornøjelse at følge de tre musikere i deres perfekte samspil. Det var en fryd at høre guitarernes fyldige klang og musikernes præcision. Virkelig imponerende. Der var også Nick Kerrs manglende evne til at kunne stå stille: hans utrættelige energi, som viste sig på forskellige tinwhistles, guitar, mundharmonika og i hans sang, var absolut se- og høreværdig. Han virker så engageret i musikken at man kan blive helt åndeløs, ved bare at lytte og se på ham. Stephen Quiggs ualmindelig flotte stemme fandt sin glans i koncertens anden del – klar og ren. At opleve Ian McCalman skotske humor og selvironi, blandet med en fin fornemmelse for det danske sprogs morsomheder, efterlader tankerne om denne aften som en underholdende seance med mange musikalske facetter.

NYHEDER

PROGRAM