Anmeldelse: Jane & Shane

Oprettet: 10-04-2005

Anmeldelse:

Jane & Shane
(af ChrisTina D. Gornitzka)

Irsk folkemusik stod der på programmet. På billedet 2 mennesker, pigen med violin og fyren med guitar. De synger bestemt også. En Bodhrán, den irske tromme, på scenen. Stearinlysene er tændt i kandelaberne. Tanker om den grønne ø, pubromantikken… stille tanker, brat afbrudt af Jane & Shane, der med eet indtager scenen med et folknummer, der lige fra første tone viser en præcision og teknisk formåen på deres respektive instrumenter, at man er klar over det fra første sekund: det her har intet med kvalificeret hyggeamatørmusik på pubben at gøre. Det her vil udvikle sig til en dyb professionel aften! De irske rødder lå dybe i deres musik, men harmoniske fantasier og rytmisk spræl gav Jane & Shanes musik et nutidigt særpræg.

De løse hænder
Der skal ikke vurderes, hvem af de to var bedst til at spille deres instrumenter, de var begge to vanvittigt gode hver for sig, og set som duo mindst dobbelt så gode. Kendetegnende for dem begge var, at ens øjne ikke kunne følge deres håndbevægelser. Janes enorme tekniske evner på sin violin gav til tider indtrykket af, at violinen akkompagnerede sin egen melodistemme. Shanes enorme rytmiske sikkerhed i selv de hurtigste melodier gjorde indtryk. Og hånden blev ikke rystet af på trods af de forrygende tempi, der blev lagt ud med. Helt fantastisk!

Mere end ”bare” folkemusik
Lige fra starten lagde Jane & Shane ud med, at der kunne forventes mere end ”bare” folkemusik fra deres repertoirekuffert. De første jazzklange på Janes violin gav associationer til een af de helt store klassiske jazzviolinister – Stephane Grapelli. Men med al ære for den store mester, så havde Jane en yderligere facet i sit spil: kvindelig charme og lidenskab. Bravo! Det var lidt sjov, at hun i koncertens anden del selv nævnte ham som en af hendes store idoler. Nej, ingen tvivl om det.

At Jane har en baggrund i den klassiske musik var der heller ingen tvivl om, det kunne man bare se på hendes måde at holde violinen på, hendes udnyttelse af buen. Hendes legen med pizzicati og glissandi, hendes forrygende bueteknik, understregede bare dette yderligere. En perfekt præsenteret udflugt i Vivaldis tonekunst, akkompagneret af guitaren, passede glimrende i den irske Jig-tradition, og hvem ved, om der er en skjult årsag til Vivaldis røde hårfarve…
Også Shane havde flere facetter i sin sangstemme end de ak så elskede melankolske kærlighedssange, man forbinder med irsk musik. Om det var høje diskanttoner eller dybe ”brumbasser”, så var der en overraskende styrke og bæredygtighed i hans stemme, om det var i tolkningerne af Cyndi Laupers ”True colors”, Ray Charles’ ”Hit the road, Jack” eller ”You don’t know me”, eller om det var The Beatles’ ”All you need is love”. Jane & Shane havde helt deres egen troværdige måde at tolke musikken på og kombinationen med irske folkmedleys med jigs, reels, airs var perfekt.

Hilsen til H.C. Andersen
Ikke alt behøver at gå op i hat og briller eller H. C. Andersen, men flere gange havde jeg ønsket mig den aften Jane iført sølvfarvede bukser. Musikken, der ikke bare forlod hende gennem instrumentet men også igennem kroppens bevægelser, var nærmest synonym med den lille havfrue. Som Niels Hausgaard blev citeret i programmet: ”Deres udstråling må gøre en koncert meningsfuld selv for døve”: Ja mon ikke…
At konkludere på en sådan aften er svært. For mig var Jane & Shane den perfekte udnyttelse af formidabel teknik og musikalitet, frigjort i den ultimative musikglæde og spontanitet.

NYHEDER

PROGRAM