Anmeldelse: Dissing

Oprettet: 04-04-2005


Musikhuzet fredag den 01. april
Poul Dissing (vokal, guitar), Las Nissen (guitarer, vokal), Jonas Dissing (mundharpe, backing), Rasmus Dissing (keyboard, vokal)

Dissings episke verden

Har man øjnene med sig og ørerne åbne – og det har sangeren og sangskriveren Poul Dissing – kan man hente inspiration fra helt banale hverdagsting: den første tand hos barnebarnet Lukas; ting som hos mindre seende og hørende ville drukne i strømmen af input. Hos Poul Dissing næsten ophøjes de til begivenheder som der kan skrives og fortælles om, episk-musikalsk. ”Hverdagsknus” hos Las Nissen, de små drømme der kan i opfyldelse eller det modsatte, kvarterer eller landskaber der fyldes med sære figurer i Dissings episke, fantasifyldte verden…
Poul Dissing har sagt at det efterhånden er sønnerne Rasmus og Jonas der har faren med som gæst på turneerne, men det må vel stadigvæk være sidstnævnte der står for det tekstmæssige. Det er en blanding af Benny Andersens poetik og Halfdan Rasmussens realistiske finurligheder, tilsat Dissings eget univers i karakteristiske, umiskendeligt dissingske fortolkninger. Hyggeligt er det, fantasifremkaldende og billedskabende hos lytteren er det også, når Dissing, næsten i trance, fortæller om den arme ridder og hans mange meriter. Fra det mere aktuelle hjørne kom i første sæt en sang der tog sit udgangspunkt i computerområdet; at surfe på nettet som Dissing med forundring ser sin hustru gøre, fører til en smuk kærlighedserklæring , betitlet ”Dyrebar”.
Med et velbetonet akkompagnement i Las Nissens guitarharmonier og Jonas Dissings velafstemte mundharpe i en stil der tangerede folkblues’en, fik man en kongenial lyd til poetikken.

pol

NYHEDER

PROGRAM