Anmeldelse: NHØP

Oprettet: 04-04-2005


Musikhuzet - lørdag den 2. april
Niels Henning Ørsted Pedersen, NHØP (kontrabas), Jonas Johansen (trommer), Ulf Wakenius (guitar)

Teknisk fornem kammerjazz

E-dur menuetten fra J.S.Bachs 1. Suite for Solocello blev en tour-de-force i sublimt basspil, et udstillingsvindue for hvad lytterne kunne forvente sig resten af koncerten. Spillet var kraftfuldt, nuanceret, med en enorm præcision og styrke i udsagnene. I et langt bebop-potpourri påkaldte Charlie Parker’s Lover Man sig særlig interesse: med Johansens tilnærmelsesvise hviskende accentueringer var scenen sat for de to strengeinstrumenter. Selv om rammerne var der, blev der i langt højere grad tale om en klanglig og harmonisk udforskning af materialet. Der syntes næsten at være tale om et forløb hvor bassen angav grundpulsen, guitaren byggede videre på den i et (generelt) lyst leje, eller der var tale om at basstemmen simpelthen fodrede det andet strengeinstrument med mere eller mindre harmoniske akkorder. Det blev til nogle spændende ekko-lignende forløb, ikke blot i dette værk, men generelt.
Miles Davis’ All Blues fik også en musikalsk omgang af trioen. Lidt skuffende fortolkning, fordi man savnede den underliggende pulserende dynamik fra originalen; den puls der gør at man sidder som på nåle. Også tempomæssigt savnede fortolkningen en ekstra snert.
Harpen var anvendt som udgangspunkt i NHØPs egen Fremtidens barn. Et melodisk værk med sprøde klange i en dur-mol kontrast. Og i den lige så melodisk flydende I skovens dybe, stille ro blev der netop lagt vægt på dyb(d)e. Igen med Jonas Johansens gudbenådede akkompagnement og NHØPs velovervejede betoninger. Caravan, som afsluttede en fortættet aften, var vel egentlig et udmærket eksempel på trioens brug af beboppen. De oprindelige akkorder blev tilsat trioens egne krydderier, eller blev skiftet ud og fik nye, spændende klange i varierede tempi.

pol

NYHEDER

PROGRAM