Anmeldelse: Søren Nørbo Trio

Oprettet: 29-03-2005


Raschs Pakhus påskedag den 27. marts
Søren Nørbo Trio:
Søren Nørbo (piano)
Kresten Osgood (trommer, perkussion)
Niels Præstholm (kontrabas)

Hyldest til improvisationerne

Med strejf af klassiske elementer, let orienteret mod verdensmusik, men først og fremmest dybt forankret i det improvisatoriske, indledte trioen denne påskedags koncert. Trioen vover sig uforfærdet ud på en bjergbestigning, stort set uden sikkerhedsudstyr når man ser bort fra de blot antydede rammer om de lange kompositioner; rammer som ikke engang holder, i hvert fald hvad angik indledningspartierne: Stevie Wonder’s You Are the Sunshine og to Nørbokompositioner. Man kan her tale om kreativ dekonstruktion uden at rødme. Det kom der væsentlig mere af, mest i sæt et. Dedicated to Bill Evans rummede to elementer som skulle bære første sæt: en særdeles udadvendt stil, et detaljeret arbejde med klange i forskellige sammenhænge, og så, som et lille hint til Bill Evans, den ”chase” mellem trommer, bas og klaver man ofte kunne opleve hos pianisten. Der kom mere fornøjelig ”chase” i sæt to. Og apropos klang: hos Søren Nørbo er der da mere end rigeligt med elementer fra amerikansk (klaver) jazz, såvel Evans som Keith Jarrett, men tonen er generelt bredere, lys og lyrisk orienteret – som de snart lyse forårsdage. Endnu en pianist rinder en i hu når man lytter til Nørbos spil, nemlig den dominikanske Michel Camilo. I spillet kontrasten mellem roen, det musikalske overblik, mod de hurtige, dramatiske tempi.
Klangudforskninger på kontrabassen indledte andet sæt som førte os fra frimærker over afrikansk rytmik til et kompakt tuttispil med rod i en slags free style jazz, inspireret af globaliseringen (og New York).
Trioen gæstede Rasch for 1 ½ - 2 år siden. Forskellen i udtryk var markant. Når det drejede sig om koncentration i udtryk var det ideelt, når det drejede sig kommunikationen med (de få) tilhørere var den meget lille. De fik for eksempel kun sparsomme oplysninger om værkernes sammensætning og da efter deres afslutning. Det udviklede sig til en lidt irriterende gætteleg. Også forskellen i strukturer var tydelig(der var meget få), set i forhold til sidste gang) og jeg savnede denne gang også en overordnet pointe med koncerten, et generelt musikalsk mål.


pol

NYHEDER

PROGRAM