Henningsen synger jazz a la Brøgger

Oprettet: 27-01-2005


Koncertanmeldelse Fra Berlingske Tidende tirsdag den 25. januar 2005 | Af Kjeld Frandsen

Ulla Henningsen og Suzanne Brøgger tilførte Jan Kaspersens musikalske univers en ny dimension. Det var både troværdigt og fængende.

Ingen, der i kortere eller længere perioder har fulgt pianisten og komponisten Jan Kaspersen, kan være i tvivl om, at han er en af dansk jazz' store personligheder. I hvert fald findes der ingen andre - næppe heller på den internationale jazzscene - der i den grad har formået at annektere den legendariske pianist Thelonious Monks særegne, kantede og skæve, bebop-stil, uden at der har været tale om plagiat.

Genhøret med Jan Kaspersen lørdag aften i Copenhagen Jazz House var da også - som altid - en fornøjelse. Hans klaverspil var fascinerende, og hans ledsagere, trommeslageren Ole Rømer, bassisten Marc Davis og tenorsaxofonisten Uffe Markussen, gled perfekt ind i det »kaspersenske« univers.
Ikke desto mindre var det et par damer, der gav universet en ny dimension og dermed gjorde aftenen til en særlig begivenhed. I Jan Kaspersens store kompositoriske produktion har forfatteren Suzanne Brøgger nemlig fundet en halv snes værker og forsynet dem med engelske tekster. Dermed er de blevet til sange.

Den slags kan forekomme frygtindgydende, fordi resultatet meget let kan blive fortænkt eller direkte forskruet. Men heldigvis blev skepsis gjort til skamme.

For det første fordi Kaspersens musik - skævhederne til trods - har en meget traditionel og melodisk struktur, hvor både Duke Ellington og Hoagy Carmichael lurer i kulissen. Og for det andet fordi Suzanne Brøgger ikke har forsynet værkerne med litterære snørklerier, men med regulært forståelige og stemningsskabende sangtekster, helt i jazzens store sangbogtradition. Og endelig er formidling jo alfa og omega.

Som garvet scenekunstner kan Ulla Henningsen bare sin metier. Hun havde gjort sig ulejligheden at sætte sig godt ind i tekster og melodier, og dermed havde hun det rette overskud til at fortolke.

Den altafgørende troværdighed var kort sagt til stede, og selv om ikke alt var lige mindeværdigt, var der ingen regulære fusere. Og til de virkelige fængere hørte den tilbagelænede »Sensitive In Green«, den finurlige »Morning Tea« og den slagkraftige og grumme »Lost Beauty Blues«. Dertil den lyriske »Spending My Days«, som på smukkeste vis baserede sig på Kaspersens fornemme ballade »Silent Days In Opal Blue«.

Instrumentalisterne akkompagnerede upåklageligt, og en ekstra rose skal tilfalde Uffe Markussen, der med sit magtfulde saxofonspil tilførte de rette kontraster og kommentarer til det kunstneriske formidling.

NYHEDER

PROGRAM