Anmeldelse: Finn Ziegler m/Jean Zederkopff Trio

Oprettet: 01-11-2004


Musikhuzet lørdag den 30. oktober
Finn Ziegler (violin), Jean Zederkopff (klaver), Thomas Ovesen (kontrabas), Mikkel Finn (trommer)

Cerutten manglede heller ikke

Det allerførste man bemærkede sig hos aftenens solist var roen. Ikke den overfladiske eller indstuderede ro, men den naturlige, baseret på en krystalklar viden om at man har tjek på det musikalske forløb, og så blev der lige tid til at tænde cerutten…
Roen genfandt man i de lange legende skalaforløb som Finn Ziegler diverterede os med, særligt i første sæt, og som overraskende blev konstant varieret. Dette, med en stram intonation, med en højspændt energi i udformningerne, i fraseringerne, gør Ziegler til lidt af en virtuos troldmand på violinen; og det var sådan set underordnet om det var oprettemelodier, standards eller egne fortolkninger, accentueringen var knivskarp.
Roen har tilsyneladende også givet mulighed for at sætte en rytmegruppe som i et og alt kunne leve op til det meget høje niveau. Den højspændte energi forplantede sig hørligt til Ovesens kontrabas: dybt spil fra mellemgulvet, et spil som gik langt ud over hvad man normalt kan forvente i triosammenhæng og fra en bassist generelt, og så lød det så legende let. Mikkel Finn fik solistisk lov at brillere lidt, men det var i den rytmiske sammenhæng at han viste sin alsidighed, sit unikke gehør for rummet og for medspillerne, ikke mindst bassisten. Denne instrumentalist havde ganske enkelt et eminent beat og en dejlig forudseenhed. Jean Zederkopffs spil bar i lange perioder præg af hvor dejligt han havde det ved tangenterne: spillet var gnistrende melodisk, spillet var harmonisk og rytmisk og i stand til at spille lige op med den øvrige rytmegruppe.

Gennem mange, mange år har cerutten været et image hos Finn Ziegler. Og ja vist, cerutten er der stadig, bare ikke i nær samme synlige grad. Hænger det mon sammen med at Zieglers spil har fået en klædelig og moden dybde over sig? Improvisation(er) og nytænkning, parret med ydmyghed over for musikken, synes at have vundet gehør. Det showprægede som var udtalt i La Fontaine-tiden, er lagt på hylden til fordel for en koncentration om musikkens kerne.

pol

NYHEDER

PROGRAM