Flot anmeldelse af Mavis demo album

Oprettet: 10-10-2004


Kilde: Mymusic.dk
Af Christian Langballe
tirsdag den 5.okt.04


Bedømmelse: 5 af 6 mulige

Mavis. Helt enkelt.
“Slow all your engines down”. Jeg tager den med ro. Lytter. Lytter til Mavis og ser en skønhed i lydens klæder dukke frem.

Jeg bliver indhyllet i lyduniverset, omringet af skønhed og nærmest hypnotiseret af elverpigen Mavis. Glæden over at møde Mavis er stor og den siver op nedefra, som vandet i et rum, der stille oversvømmes. Jeg tager den med ro. Lytter. Lytter til Mavis og blæses væk af en guitarbredside, der langt overgår Kris Kristoffersens konvoj af lastbiler. Igen bliver jeg glad, men denne gang er det over det voldsomt potente potentiale, som Mavis åbenbarer.

Jeg ved ikke om Mavis kan alt, men alt hvad de prøver på albummet "Mavis " kan de i hvert fald — og de prøver virkelig meget. Man bliver næsten helt forpustet over den energi, disse musikkens opdagelsesrejsende ligger for dagen. Med samme sunde nysgerrighed som fraglen Rejsende Onkel Mac lagde for dagen, kommer Mavis langt ud i krogene af musikken, uden at dette slører bandets personlighed. Denne horisontalitet, det brede spekter, er måske netop Mavis’ personlighed. En personlighed, der styrkes af de gode relationer mellem lysten til formidle nysgerrigheden og evnerne til dette. Godt gået drenge! Og bliv endelig ved med at rulle!

Jeg har kun et mærkat, jeg vil klistre på Mavis. Eller jeg kan kun klistre ét mærkat på: Rock. Sådan. Mavis er et rockband, hvor tre af de seks medlemmer giver den på guitar. Guitarrock? Nej, egentlig ikke. Dertil er dels rytmesektionen og dels keyboardet for fremherskende på hver deres måde. Det lyder næsten dårligt på papiret, men er det bestemt ikke. Når der er seks medlemmer i et band, skal alle være oppe på tæerne for at blive hørt og alle er oppe på tæerne i Mavis. Man kan nemt navigere rundt i lydbilledet og hvert instrument er godt positioneret i forhold til de andre, hvilket naturligvis også er produktionens fortjeneste. Resultatet er unikt, og unikummet hedder Mavis, der ikke tæller en eneste musiker for meget, da de formår at spille på alle deres strenge.

Mavis er selvfølgelig også meget mere end bare rock, men de er først og fremmest sig selv. Inspirationeskilderne er mange og som lytter tænker jeg: Nå, ja. Dér minder det lidt om Jeff Buckley og dér var der lidt Kashmir. Sådanne analogier er der mange af, men de er så midlertidige og kortvarige, at de kun er øjebilkke af genkendelse. Så du røgen? For røgen er allerede væk. Derfor lytter jeg ikke efter umiddelbar fastholdelse af Mavis’ musikalske udtryk, for det ville i dette tilfælde diskvalificere mig som lytter. Kun i sin helhed træder Mavis’ karakteristikker frem, og de primære karakteristikker er lysten og evnen til at udforske. Bandet når både frem og tilbage, op og ned på "Mavis" — og tilmed går de lige hjem. Mavis’ lyst til udfordring, og til at udforske, håber jeg forbliver en af deres udgangspunkter også i fremtiden.

Forsanger Jonas Lorentzen omfavner lytteren med sin vokal, når han ubesværet bevæger sig rundt i udtryk, der strækker sig fra det stille, over det følsomme, til det kraftigt bombastiske. Vokalen er ligeså sværmerisk udfordrende som resten af musikken, og samtidig er den det gennemgående kit, der holder sammen og forbinder alle trådende. Den er sømmet midt i nytårsfyrværkeriets sol.

Teksterne har en vis pondus og Jonas Lorentzen er ikke bange for at bevæge sig ind på svære og ofte klichefyldte områder. Således er teksten til The Albatross tydeligt politisk, og jeg hører/læser den ydermere som en eksplicit formuleret kritik af Pia Kjærsgaard.

Der er mange flotte ord og megen ros i denne anmeldelse af Mavis, men bandet har i mine ører også meget at være stolte af. Først og fremmest deres rock-udtryk, der trækker på inspiration helt tilbage fra 60’erne og op til idag. Mavis lyder som sagt som sig selv — og dét er de gode til. Musikken stiller visse krav til lytteren. Ikke alle vil syntes at Mavis er godt, men bandet appelerer heller ikke bredt. Kompromiser er ikke noget Mavis bruger i kaffen. I stedet er det en stærk tro på egne evner. Evner, der får mange anderkendende nik herfra. Sjældent har jeg hørt så meget lyd, fra maskiner, der kører på lavt blus.

NYHEDER

PROGRAM