Årets danske sang 2004 er kåret

Oprettet: 06-10-2004

Årets danske sang 2004 netop kåret
Årets danske sang 2004 er kåret. Aldrig har der været så mange indsendte bidrag til konkurrencen om at skrive årets danske sang og aldrig har konkurrencen været så hård. Det blev de to veteraner indenfor den danske musik- og sangtradition - Ivan Pedersen og Henrik H. Lund - der løb med førstepræmien for tekst og melodi til "Sådan ligger landet".

For fjerde år i træk har Danmarks Radio og musikbranchen kåret årets danske sang i forbindelse med Spil Dansk Dagen. Mellem de 238 indsendte bidrag til konkurrencen valgte dommerne, at den bedste nye danske fællessang 2004 er "Sådan ligger landet" med tekst og melodi af Henrik H. Lund og Ivan Pedersen.

I det dommerpanel, der har lyttet, sunget og spillet sig igennem de 238 indsendte bidrag er Kim Bohr, Chef for Radiounderholdningsorkesteret, Lasse Lunderskov, DPA, Peter Bruun, Dansk Komponistforening, og Torben Kjær fra DJBFA

Det indsendte materiale har været af høj kvalitet. Som en af dommerne, Lasse Lunderskov fra DPA udtaler: Det var en meget positiv overraskelse at høre så meget god musik. Mange sange var simpelthen fantastiske. Forhåbentlig vil mange af de indsendte sange blive sunget i mange andre sammenhænge. Vindermelodien "Sådan ligger landet" af Ivan Pedersen og Henrik H. Lund er grundlæggende en god sang, som bliver en god fællesang, og forhåbentligt en evergreen. Det fortjener den.

På Spil Dansk Dagen 28. oktober modtager Ivan Pedersen og Henrik H. Lund præmien på 10.000 kr. Sangen fremføres af Radiounderholdningsorkestret i Radiohuset og der transmitteres direkte på P2 og P4 kl. 11.45 til 12.00, når Radiounderholdningsorkesteret og Pigekoret opfører de fire sange, der er valgt til den landsdækkende fællessang. Efter de fire fællessange opføres "Sådan ligger landet". Alle deltagere til fællessangen opfordres til at synge med på den nye fællessang. Tekst og melodi kan hentes på www.spildansk.dk



Henrik H. Lund & Ivan Pedersen
Vinderparret Henrik H. Lund og Ivan Pedersen må siges at være kendte af et stort publikum. Ivan Pedersen blev med Laban-hittet "Hvor skal vi sove i nat?" nærmest folkeeje. Men Ivan Pedersens store musikproduktion, hans mange Grandprix numre og hans aktive liv som turnerende musiker har siden hans debut i 1973 gjort ham til en af de mest folkekære musikere og komponister i Danmark. Henrik H. Lund betegnes bedst som en af Danmarks mest aktive tekst- og revyforfattere. Henrik H. Lund er bl.a. kendt for sine legendariske tekster til de danske revyer, til TV og til et stort antal sange og viser.

Tekst og melodi til "Sådan ligger landet" findes på www.spildansk.dk
Sangen indstilles til Folkehøjskolens Melodibog.

NYHEDER

PROGRAM