Anmeldelse: Lada De Lux

Oprettet: 06-09-2004

Spilleglæde og energi hos eksbornholmer

Raschs Pakhus lørdag den 28. august
Lada de Lux var Asger Laust Andersen (tenorsaxofon), Mikkel Gomard (klaver), Tobias Lyng Geertsen (bas), Mads Brendes (trommer)

Åbningsnummeret blev egentlig ganske symptomatisk for aftenens udvikling: Lidt tøvende (undtagen i rytmegruppen), små balanceproblemer, intonationsproblemer, men midt i nummeret kom gennembruddet og tingene kom til at fungere. Man tilgiver ensemblet, for det er hamrende svært når man kun har spillet sammen i et halv år at skulle finde den manglende rutine og erfaring frem fra instrumenterne. Omvendt må man så fremhæve trommespilleren Mads Brendes for første gang. Han havde i den grad styr på den rytmiske udvikling og bragte de øvrige tre frelst gennem introduktionen.
Det var altså ikke mindst i det rytmiske grundlag man kunne opleve en stærkt og konstant energisk spillende eksbornholmer. ”Det er lidt lige som når man spiller på hjemmebane” sagde han efter det første nummer ”man spiller lidt bedre”. Tingene fungerede også i den omfortolkende Summertime i hvilken de sædvanlige taktartsmønstre stod for fald. Disse nytilgange fortsatte kvartetten med i Someone to Watch Over Me. Melodien blev formelig skåret ud i blokke. Det gav et langsommere tempo, det var uortodokst, men absolut effektivt og særdeles udtryksfuldt – i virkeligheden kom melodien dermed til at stå dybere i sit udtryk.
Man savnede større gennembrudskraft og manifestation hos pianøren. Det kom så i andet sæt hvor Mikkel Gomard i høj grad spillede lige op med janitsharen i det udtryksmæssigt legende. Han fik enten ikke eller gav ikke sig selv rum nok i første sæt, men viste i det følgende sæt intenst, farverigt spil i et integreret, delikat sammenspil. Desværre kan man ikke sige det samme om saxofonisten. Det var – og blev – fra starten lidt tørt og febrilsk spil der blev leveret, teknisk godt funderet, men udtrykkene der skulle have svævet ud over scenekanten, måtte man selv lytte sig til. For Tobias Lyng Geertsens vedkommende havde man en afgjort fornemmelse af et slumrende potentiale. Problemet for ham var at han, også bogstaveligt talt, stod i skyggen af blæsersolisten. Det blev dog til et par gode prøver på soli ved koncertens slutning. Og så helt subjektivt: Det var og blev Mads Brendes’ aften. Mageløst forudseende og lydhørt spil, afslappet, tro mod instrumentet der blev spillet med usvækket fantasirigdom og kontrolleret løssluppenhed.


pol

NYHEDER

PROGRAM