ANMELDELSE: Small Town Blues Band

Oprettet: 07-06-2004

Bluesband kaldte på ben og hoved

Raschs Pakhus lørdag den 5. juni 2004

Small Town Blues Band var Torben Rønholdt (vokal, leadguitar), Jacob Krogh (guitar, mundharpe), Henning Pold (bas), Frank ? (trommer)


- Vi håber ikke I smider os hjem i løbet af fem minutter sagde forsangeren og leadguitaristen i Small Town Blues Band ved indledningen til lørdagens koncert.

- Nej, sagde en tilhører tørt, vi venter til båden går. Der var ej heller nogen indlysende grunde til ikke at vente til bådafgang (og båden nåede bandet i øvrigt ikke, med et ekstra tredje sæt).

Small Town Blues Band serverede basal, hvid blues med et par stænk af country indlagt, og så gennemført rytmisk at musikken meget hurtigt indbød til at svinge fødderne. Måske v a r den udødelige 12-takters One Step At A Time ikke grænseoverskridende nyfortolkende, men det syntes som om bandet i høj(ere) grad fokuserede på såvel det vokale som det vægtige guitarudtryk – i en lidt langsommere takt end man normalt hører.
Det blev nummeret faktisk bedre af.

Kvartetten, med den tilløbende bornholmer Frank (?) på trommer, havde rutinen på sin side – men forfaldt aldrig til den. Der blev spillet med usvækket energi, og det normalt dræbende ord rutine går mere på at sammenspillet fungerede fra start, og at de fire musikere havde publikum mere end med sig knapt halvvejs inde i første sæt. Eneste anke her var at bluesrocknummeret Born Under A Bad Sign nok instrumentalt blev smukt leveret (igen i en lidt langsommere takt), men at vokalen havde lige en anelse for meget show over sig; dybden i stemmen savnedes. Og apropos det instrumentale: bassisten lagde i de rene bluesnumre en vægtig og ren klangbund – godt at tage afsæt fra.

Selv om bandet nok var trådt i karakter i løbet af første sæt, var det med kongeniale fortolkninger af den ægte blues, her og der minsandten tilsat lidt jazz og Taj Mahal, at Small Town Blues Band for alvor viste sin spændvidde. Både sejt, groovy og hot som i klassikeren Have You Ever Loved…Et band der forstod at appellere til såvel danseglade som de mere lyttende.



pol


NYHEDER

PROGRAM