ANMELDELSE: D-A-D

Oprettet: 21-05-2004

DAD i Musikhuzet torsdag aften d. 20. maj 2004.

I en tyk blå tåge stod Binzer og balancerede på stortrommen, mens resten af DAD trykkede tunge lydbølger ud over en fyldt sal af villige musiklabbere.

Sådan var det ind imellem, og nogle gange var det de flydende ballader, som fanskaren kan skrige hæst med på nærmest i bevidstløs tilstand. Men det var frem for alt hamrende heavy med den musikalitet, som DAD blandt få bands kan få et bredt publikum til at sluge.
Og det er gudhjælpemig sejt at se, at ærlig rock kan trække fulde huse. Det var ikke for tøsedrenge, og dem der var der, var i hvert fald gået forkert.
DAD er og bliver en kædereaktion af eksplosioner, og blandt flere af deres nye numre er der ingen tvivl om, at de stadig er musikalske bulldozere og kan både spille og skrige fanden et øre af. Med den tændersparkende rock bandet præsterer, hører de stadig til blandt landets bedste bands, og det er nærmest et under, at man ikke så en trængsel af stagedivere fra balkonen, så intens og ørebankende godt det var.
Måske var der dog et andet under, for under »Sleeping my day away« blev der løftet en krykke i vejret midt i mængden - den musik er da også lige til at blive helbredt af.
DAD sluttede i øvrigt af med en ultimativ heavy udgave af »Marlboro Man«, så scenen så ud til at tage en baglæns salto eller to - eller måske var det publikum.
Bedre ørebank fås simpelthen ikke, og nu kan vi heldigvis lukke alt lort ude den næste måneds tid.....

Af Flemming Kofoed

NYHEDER

PROGRAM