ANMELDELSE: Benny Andersen og Poul Dissing

Oprettet: 10-05-2004

Poetisk hyldest til det nære

Musikhuzet, Store Bededag 2004: Benny Andersen (klaver), Poul Dissing (vokal, guitar), Jens Jefsen (kontrabas), Morten Lund (trommer)

Det nære, det ægte menneskelige; alt sammen set gennem et par ualmindeligt skarpe og hverdagsfilosofiske briller. Så tilsætter man en gudbenådet trubadur der komplet synger sig ind i teksterne, e r teksterne. Nogle har allerede gættet det: Digteren Benny Andersen og trubaduren Poul Dissing.

Aftenens Store Bededagskoncert med de to elskede kunstnere, akkompagneret af en aldeles solidarisk rytmegruppe, Morten Lund og Jens Jefsen, gav Musikhuz-publikummet mange af de viser og sange som man i hverdagen ubevidst går og nynner eller tager frem i en eller festlig anledning. For få (danske) digtere har i en halv menneskealder (Benny Andersens første digtsamling Den musikalske Ål kom i 1960) haft den evne at kunne omsætte store og små oplevelser i et ethvert menneskeliv til noget så sprogligt elegant, tankevækkende og rimende som Benny Andersen – folkets digter. ”Lad kun falde/hvad knapt kan stå/…Udover at det er en rørende sang der griber en også hvad angår den strålende fortolkning, bliver man også – udover digtets forårssol – lidt glad når man som dansker hører et dansk i så kraftfulde lyriske sammenhænge. Her er ramt ind til benet, alt overflødigt er skåret væk: ”Lad kun falde…”, sproget står ægte og klart og appellerer til os. ”Det der knapt kan stå”? Jo, det er det som ikke er ægte.

Et par enkelte Svanteviser blev man selvfølgelig ikke snydt for. Svante og Ninas ikke uproblematiske samliv udstilledes kærligt, men med spændinger og dramatik i det musikalske akkompagnement – bravo! Svante alene med digteren ved en pølsevogn hvor man kunne nyde Benny Andersens herlige brug af eufemismer: ”Svante havde en tavs, grublende dag” I digterens oversættelse: Svante havde tømmermænd! Charmerende omskrivninger var og er der en hel del af i Andersens tekster.

Det er afgjort med Svanteviserne at man følger digteren mest. I Poul Dissings unikke fortolkninger bliver de levende, kommer tæt på en selv.
Det er dog ikke kun den voksnes verden Benny Andersen så indfølende digter om. I: ”Barndommens Land/tidens mælketand…”/ kom vi ganske tæt på barnets enkle oplevelser og tanker; nært og ganske logisk, for et barn.
Men sådan skriver en voksen, der har en usvækket indføling og ørerne og øjnene med sig.

pol



NYHEDER

PROGRAM