ANMELDELSE: Caroline Henderson - Bornholms Musikhus fredag den 6. februar

Oprettet: 06-02-2004


Koncert med og uden fokus

Bornholms Musikhus fredag den 6. februar Caroline Henderson (vokal), Jesper Nodenström (klaver), Nikolai Munch-Hansen (kontrabas), Kresten osgood (trommer), Kim Menzer (mundharpe), Lelo Nika (harmonika)

Anmeldelse

Lad det være sagt straks: Vokalen fejlede intet, det instrumentale fejlede intet, men det musikalsk genremæssige fokus forsvandt i nogen grad i dele af koncerten.
Som en lille intro til Caroline Hendersons sceneentré spillede pianist og rytmegruppe. Det virkede noget pointeløst og langt fra balanceret rent lydmæssigt. Det var som om pianisten ville dominere de øvrige instrumenter, som så i næste passage så deres snit til at gøre gengæld.
Dette målløse spil gentog sig ved indgangen til andet sæt, selv om der her med Lelo Nikas blændende og dybe spil kom mere samling på tropperne.
Med Billie Holidays udødelige Don't Explain - som også er navnet på Hendersons seneste cd-udspil- kom så vokalistens bud på en jazzfortolkning. Og jo, intentionerne var der ganske afgjort, men det overordnede indtryk af fortolkningen, og de øvrige jazzfortolkninger i første sæt var at der gik for meget pop i foretagendet. Man kan sige at dels besidder Caroline Hendersons stemme ikke den tilstrækkelige fylde, dels synes hun mere at anvende ordene end at bruge dem. Dermed blev teksterne og melodierne ikke tilstrækkeligt løftede, og trods en god, flot fraserende stemme var det som om noget holdt fortolkeren tilbage.
Når energierne i disse Billie Holdiday-fortolkninger, og af andre jazzstandards endelig var der, når der var kommet fokus på sangenes udtryk og intimitet, blev der slået over i andre genrer, som vel ikke havde voldsomt meget med jazz at gøre. Jeg tror helt personligt at denne aften kunne have blevet en ganske anden såfremt Caroline Henderson, blot assisteret af pianist, bassist og den altid fænomenale Kresten Osgood, havde koncentreret sig fuldt om jazzen. Dog med en enkelt undtagelse: en uhyre personlig fortolket gospelmelodi hvor Henderson gav sig tid, gav plads til at vise lytterne at hun kan bruge sin stemme. Aftenens måske mest heltstøbte fortolkning.
Og så bød starten af andet sæt igen på flere hyldester til Billie Holdiday. Bedre form end første sæt, men rigtig forløst blev de aldrig.
Omvendt viste såvel første som andet sæt at sanger og band virkelig forsøgte at sætte disse inderlige sange ind i en nutidig, musikalsk ramme.

pol - Bornholms Tidende




NYHEDER

PROGRAM