Musikhuzet ansætter Ung PR & event agent

Oprettet: 12-08-2019

Musikhuzet har ansat Bertram Kjær Johansen fra Rønne til markedsføring og udvikling af koncerter og andre arrangementer for unge på Bornholm.

Der er tale om en stilling som ”Ung PR & event agent”, hvor Bertram kommer til at arbejde sammen med Musikhuzets ganske få fastansatte og rigtig mange frivillige medarbejdere.

I det daglige vil Bertram arbejde tæt sammen med Musikhuzets PR & Marketingsansvarlige Peter Andreas Harteg. Stillingen er et studiejob på ca. 8 timer ugentligt, og det forventes, at han udover stillingen engagerer sig i det frivillige arbejde omkring koncerterne.

Bertram er knap 19 år og går på Bornholms Gymnasium i 3. G. Han er vant til at arbejde med frivillige, hvor han ikke er bange for at gå forrest eller tage ansvar. Det gør han også i sin fritid i form af sit formandsarbejde i Engageret Ungdom og som hovedbestyrelsesmedlem i Alternativets Unge.

En af Betrams første arbejdsopgaver bliver, at være med til at arrangere en fredagscafe i Rasch Pakhuz for unge fredag 23. august kl. 16 - 22. Der vil være singer-songwriters, elektronisk lounge musik, pop/rock og andre glade toner indenfor forskellige stilarter - og måske et digt eller noget stand-up, hvis nogen melder sig med det. Hvis man er ung og gerne vil optræde med et eller flere numre til fredagscafeen, skal man kontakte Bertram på SMS på 42187871

Bertram skal være med til at udvikle netværket mellem unge musikere på øen, han skal hjælpe med at rekruttere unge frivillige til Musikhuzet, og så skal han være med til at markedsføre allerede planlagte koncerter og være med til at planlægge nye koncerter og arrangementer for unge.

Musikhuzets efterårsprogram byder på mange spændende koncerter, som har interesse for musikglade unge på øen. Der er bl.a. rap i Raschs Pakhuz i forbindelse med Kulturugen, koncerter med Fallulah, Barselona, Patrick Dorgan, Hjalmer, Clara og Fribytterdrømme.

Desuden er der 25. oktober en AuditionDay, som er en koncertaften med talentfulde vækstlagsbands og upcoming solister fra lokalområdet, der ønsker at forbedre deres musik. Koncerterne overværes af folk fra musikbranchen - erfarne musikere, bookere, pladeselskabsfolk, producere, m.fl. Tilmeldingsfristen til dette arrangement udløber 15 august.

NYHEDER

PROGRAM