Rap Akademiet på Bornholm forlænger ansøgningsfrist til hip hop workshop

Oprettet: 22-11-2018



Ansøgningsfristen udløb egentlig i søndags. Men der er stadig nogle ledige pladser. Derfor har Musikhuzet besluttet, at ansøgningsfristen bliver forlænget til på søndag 25. november.

Som deltager vil du helt kvit og frit få en hel kursusdag i hip hoppens navn og med fuld forplejning med lækker mad - og gratis koncert med bl.a. med Bobby Shams om aftenen.

Interesserer du dig for rap musik, og er du mellem 16 og 24 år og bosiddende i Region Hovedstaden, dvs. på Bornholm eller i eller omkring København, så er her en enestående mulighed for helt kvit og frit at deltage i Rap Akademiet på Bornholm fredag 30. november 2018.

Bor du i København, vil du få betalt transport t/r til Bornholm.

Det vil blive en dag med masser af rap og hiphop musik, Kulturkanon, alvor og sjov på vores dejlige ønske-ø.

Kom og styrk dit netværk på tværs af Østersøens dybe vand.

Den erfarne rap-coach Shahin Aakjær vil lede dig gennem dagens program, hvor du vil blive udfordret på ordet og på beatet. For info om underviseren se www.fabeldyret.dk

For at blive optaget på Rap Akademiet skal man sende en personlig ansøgning til Musikhuzet.

Du behøver ikke nødvendigvis selv at skrive raptekster, rappe, beatboxe, danse hip hop eller i det hele taget være noget inden for musikken. Det er nok, at du bare elsker rap og/eller hip hop. Du kan f.eks. optage videoer af rappere, lave rap art, fotografere eller noget helt fjerde.

Skriv lidt om dig selv, og om hvorfor du søger ind på Rap Akademiet på Bornholm.

Skriv til info@musikhuzet.dk med emnefeltet ”Rap Akademiet på Bornholm” senest søndag 25. november. Vi behandler løbende ansøgningerne, og der gælder først til mølle. Husk at skrive alder og telefonnummer.

Du skal have fri fra skole eller arbejde for at kunne deltage. Deltagere fra København kan tage afsted med tog fra byen tidlig fredag morgen. Programmet starter kl. 11 og varer til sent ud på aftenen. Der arrangeres privat indlogering.

Arrangør er Musikhuzet Bornholm. Projektet er en del af Hip Hop Hub, som er støttet af Nordea-Fonden. Se www.hiphophub.dk

NYHEDER

PROGRAM