Masser af upcoming musik i Raschs Pakhuz

Oprettet: 10-03-2016


Amatørmusikken har sin plads i Musikhuzet og Raschs Pakhuz. Ud over de mange store og etablerede navne, som bliver præsenteret året rundt, er det også stedet, hvor lokale upcoming musikere og bands kan komme ud og prøve sig selv af.

Det seneste halve år har Musikhuzet haft en række nedkølingskoncerter med upcoming musik i Raschs Pakhus efter de store koncerter med etablerede navne, her i blandt med Trine K både solo og duo med Claes, ”Kamille, Thea & Lucas”, ”Karen featuring Fornuft” og ”Natasja & Lewis”. Desuden har Oliver Skovgaard haft mulighed for at spille opvarmning for Ulige Numre, og i fredags spillede "Natasja & Lewis" opvarmning til Fallulah.

Denne weekend er endnu et godt eksempel på, at amatørmusikken trives i Musikhuzet. Fredag aften er der upcoming rock med Rytmisk Musik Bornholm (RMB). Lørdag er der pop/rock jamsession i Raschs Pakhuz med Nanna Schou. Søndag har den bornholmske guitarist Kristoffer Grønbech samlet nogle af de lokale musikere i Grønbech flamenco/fusion project, hvor de spiller flamenconumre med jazzfeeling og jazznumre med flamencofeeling plus enkelte "rene" standards indenfor jazz.

Tre til fire gange årligt afholder Rytmisk Musik Bornholm (RMB) koncert i Raschs Pakhuz, hvor deres pt. 12-13 øvebands og andre har mulighed for at optræde. Herudover afholder Musikhuzet flere rockkoncerter, hvor der som regel er opvarmning med bands fra RMB.

Fredag: Morgendagens stjerner
Fredag aften til "Morgendagens stjerner" præsenterer RMB tre bands: Jason Stetson, Below Stones og "Kamille, Thea og Lucas". Kom og oplev det seneste nye Bornholms musikalske undergrund har at byde på. Upcoming rockbands står klar på scenen i Raschs Pakhuz for at vise publikum, hvad de er lavet af. Kom og oplev morgendagens stjerner! Entréen er 40 kr. i forsalg og 60 kr. i døren, og det starter kl. 21.



Jason Stetson
Jason Stetson og Band startede i ungdomsskolen hvor, til musiklærernes overraskelse, Jason insisterede på originalt materiale. Da ungdomsskolens muligheder for øvning og koncerter blev for begrænsende valgte bandet at øve på et mere professionelt niveau. Denne koncert er bandets debutkoncert.

Jason Stetson og Band er en blanding af primært punk/rock med elementer af heavy metal og hard rock. Med disse elementer kan der forventes en hurtig og intens koncert, samtidig med et par enkelte bløde numre.



Below Stones
Rønne-baserede Below Stones leverer hård rock med fokus på melodien, du med stor sandsynlighed vil have siddende på hjernen efterfølgende.
Vokalen suppleres af sprøde guitarriffs, som på elegant vis ledsages af en præcis bas og trommer, der med stor autoritet udgør bandets rytmiske fundament.

Lydbilledet står skarpt og velarrangeret, uden at rumme flere elemeter end hvad nødvendigt er, for at kunne bidrage med medrivende, energisk rock. Ind-til-benet og lige-ud-af-landevejen, men med det moderne twist i mødet mellem popvokal og hårdtslående backingband.

I kølvandet på et efterår, som bød på rollen som opvarmningsband for bl.a. Red Warszawa, SEA og Saint Rebel, er bandet nu atter klar til at gå på scenen med sædvanlig sprudlende spilleglæde, samt spritnye sange på set listen.



Kamille, Thea og Lucas
Kamille Wittrop, Thea Pauck og Lucas Westh er tre musikglade 2.g'ere fra Bornholms Gymnasium. De synes, at det er fantastisk at lege med stemmer, harmonier og melodier, og musikken har været en del af deres liv, så længe de kan huske. De er alle tre i alderen 17-18 år, og de kender hinanden gennem musikken. De bruger en stor del af deres fritid på at spille musik.



Lørdag: Jamsession med Nanna Schou
Fire gange årligt - og nu på lørdag kl. 20 - har Musikhuzet pop/rock jamsession i Raschs Pakhuz med Nanna Schou. Hun har en god håndfuld musikere med til at sætte det hele i gang og spille med de jammere, der ønsker at være med. Man kan også optræde med et par numre uden bandet. Der stilles instrumenter til rådighed, men det er også muligt at medbringe sine egne instrumenter. Jammere har gratis adgang, og for almindeligt publikum er entréen 30,- kr.



Søndag: Grønbech flamenco/fusion project
Søndag kl. 15 spiller den bornholmske guitarist Kristoffer Grønbech flamenco med inspiration hentet fra Paco De Lucia tilsat egne kompositioner og improvisation. Flamencoen har i mange år været en stor del af hans liv, og han har ligeledes været en del af den svenske flamencoscene gennem mange år. I 2007 udgav han sin første cd "Acompaño el dolor", og han har flere gange akkompagneret de kendte flamencodansere Selene Muñoz, Ewa Flycht og Erika Sánchez. Entréen koster 90,- kr. i døren, og medlemmer af Jazzklub Bornholm kommer ind for 60,- kr.


NYHEDER

PROGRAM