Et forår med toppen af poppen…

Oprettet: 11-01-2015

Årets første trykte program er klart, og Musikhuzet fortsætter sin præsentation af et stjernespækket forår med danske topnavne til alle aldre. Nu også Backseat, Bo Evers, Wafande samt Rosa og Rødderne til de små.

I januar lægges ud med akustisk weekend, når hhv. NOAH og Barbara Moleko gæster Bornholm fredag 16. og lørdag 17. januar. Der venter publikum et par store oplevelser med kendte numre i nye versioner.

Allerede ugen efter kan vi byde velkommen til albumaktuelle Rasmus Walter (”Verden i Stå”), der også har besluttet sig for at ryste posen og gå lidt nye veje, når han starter sin Danmarks Tour her på Bornholm. Det sker fredag 23. januar.

Januar sluttes af med Folkeklubben, der sideløbende med en nærmest rekord-hektisk turnéaktivitet har indspillet og udgivet det nye album ”Danmarksfilm”. Folkeklubben gæster Musikhuzet for tredje gang lørdag 30. januar, med popsange til den tænkende hjerne og det bankende hjerte.

Michael Falch & hans Band giver Valentinsdag lørdag 14. februar koncert med fokus på den lange række af klassiske Falch-sange, der står som en del af lydsporet til danskernes liv gennem mere end tre årtier.

Lørdagen efter – 21. februar – er der musikalsk rundtur i Kim Larsens store sang-katalog, når han sammen med Kjukken præsenterer sange fra den mere end 40 år lange karriere.

Lørdag 28. februar står den på Backseat, der i sit 21. leveår fortsat er i udvikling og demonstrerer tro imod deres oprindelige stil og dens univers - nemlig gode sange, der har været bandets varemærke hele vejen fra starten.

Marts måned åbnes af Poul Krebs og Henning Kvitnes og et repertoire af velvalgte greatest hits og andre højdepunkter fra de to populære sangskriveres imponerende bagkataloger. Det er fredag 6. marts.

Bo Evers har rod i folke- og fortæller-traditionen og bl.a. kendt for sangen ”Fred”, der har ligget i toppen af hitlisterne siden sen-vinteren og den nye single ”Barry White”. Han kan opleves for første gang på Bornholm fredag 13. marts.

Fredag 20. marts er der rig mulighed for fans af alle aldre at fyre den af, når Wafande indtager Musikhuzet. Denne fransk/dansk/afrikanske urban sanger, der i 2011 debuterede på dansk med udgivelsen af ”Lang Vej Hjem” og siden ”Gi’ mig et smil”, har med gigant spring fundet sin plads i toppen af dansk musik.

Dagen efter, lørdag 21. marts, præsenteres Love Shop, der er klar med deres 10. studiealbum ved navn ”Kærlighed og Straf". En dualistisk titel der også præger tekstuniverset på hele albummet.

Og søndag 22. marts skal de små huske at medbringe deres sovedyr, når Rosa inviterer alle børn til sovedyrsfest med deres yndlingssovedyr. Så vær klar til at danse med dukker, bage til bamser og skråle sovedyrssange sammen med Rosa & Rødderne i Musikhuzet.

Det nye trykte program kan hentes i Kulturbutikken og hos forsalgssteder, turistbureauer, biblioteker m.fl. Læs meget mere på www.musikhuzet.dk - og på gensyn til musik i huzet.

NYHEDER

PROGRAM