ANMELDELSE: Carpark North

Oprettet: 22-04-2003


Carpark North trak de unge til

Der var dømt rock i Bornholms Musikhus søndag aften, da det århusianske band, Carpark North gæstede Bornholm.
Inden bandet gik på scenen fik bornholmske Musikskogen lov til at varme det veloplagte publikum op. Det gjorde de med en blanding af rock, pop, disco og punk som i starten var meget iørefaldende, men til sidst blev lidt for ensformigt med de dominerende bas og tromme-rytmer. Musikskogen har fundet inspiration i blandt andet danske Superheroes og Jupiter day. Forsangerens blide stemme var en fryd for øregangen, og Musikskogen er da også vokset på det sidste. Dette var tydeligt at høre i mange af deres sange, hvor de havde både keyboard, og kor på. Musikskogen viste et godt musikalsk talent og et godt sammenspil. Man kan da helt sikkert håbe på at høre mere til dette underholdende band.
Carpark North er det nyeste skud på stammen, når man taler dansk rock, og forventningerne til det nye band har været høje. Bandet levede da også op til disse, da de fik de cirka 500-600 fremmødte til at hoppe rundt og synge med på de kendte sange, som man ikke har kunne undgå at høre, hvis man har lyttet til P3, hvor blandt andet sangen »Transparent and Glasslike« har ligget nr. 1 i flere uger. Trioen blander guitar, bas og trommer med programmering i en stil, der ganske rammende kan betegnes som elektrorock. Forbillederne er tydeligt at høre bl.a Radiohead, Depeche Mode og danske Kashmir har haft stor indflydelse på bandet. I sangen »40 days« er det mere den elektroniske side af Carpark North, der kommer til udtryk. Igen med et stærkt og iørefaldende omkvæd i en sang der måske handler om, hvordan vennerne kan falde fra, når man vælger en anden vej end dem, og om den ensomhed det uundgåeligt efterlader. Carpark North havde lavet en mere rocket version af Eminems sang »Lose yourself« fra filmen 8 mile og det var noget, som publikum kunne lide. Carpark North sluttede af med et nummer, som meget vel kan blive den nye landeplage. Det var nummeret »Spain«. Denne sang gav publikum en mulighed for at teste deres lungers kraft, da de skreg med i omkvædet.
Lau Højen med den markante og variede stemmeføring førte det glade publikum ud i Carpark Norths enestående univers og Søren Balsner (vokal og bas) og Morten Thorhauge (trommer, percussion og programmering) hjalp godt til. Rock-bunden blev krydret med kitch-synthesizer blips og break-beats uden at Carpark North mistede fokus.
Carpark Norths musik er mangesidet. Heftigt og udadvendt på den ene side og lyrisk, flydende og melankolsk på den anden. Der var både store guitar-bredsider, bevægelige trommer og rullende baslinier – og masser af loops, samples og synths. Sangene var højt svævende og med umiddelbare melodier, der var tilsat en dynamisk og mangesidet elektrisk musik, som trækker på mange forskellige genrer, fra electro, pop og til hård rock. Så næste gang Carpark North gæster Bornholms Musikhus kan man roligt forvente en rigtig god og facetrig musikalsk oplevelse, det lover godt for Carpark Norths – og dansk rocks – fremtid.


Anmeldelse af Christina Hobel, Bornholms Tidende

NYHEDER

PROGRAM