Pressemeddelelse

Oprettet: 19-03-2003


TV koncert nr. 2 klar
ZIDIDADA Live i Musikhuset



Bornholms Musikhus og TV 2/Bornholm præsenterer ZIDIDADA, som nummer 2 i rækken af
TV-koncerter. Koncerterne bliver produceret til TV som live-koncerter for senere at blive bragt i
TV 2/Danmark og på TV 2/Zulu som en serie programmer med titlen ”Musikhuset”.

Denne gang bliver det påskelørdag d. 19 april, hvor ZIDIDADA spiller i Bornholms Musikhus. De resterende navne i serien kan endnu ikke offentliggøres, da der stadig forhandles om datoer.

Den gamle billardregel nummer 1: "Gå efter dit første indskud" har været en tro følgesvend for Zididada under arbejdet med deres nye og stærkt imødesete tredje CD, Happy Fool. Uden at blive et decideret mantra for den populære pop-duo har udsagnet været vejviser, når tvivlen dukkede op i studiet. Og det gjorde den af og til, selv om sangeren Jimmy Colding og guitaristen Danny Linde var sikre på én ting: De nye sange skulle leges frem. Ikke noget med at være fortænkte og heller ikke noget med at gentage sig selv, for som det hedder i en af de nye sange: "Better be true to what´s inside".

Intet ville have været nemmere for Jimmy og Danny end at lave en treer på samme måde som Welcome To Zididada (1999) og Have A Zididada Day (2000). Men de har smidt skabelonen ud, og selv om de ikke fornægter deres fortid - de er tilmed stolte af de to første albums - har de denne gang grebet sagerne noget anderledes an. De har dyrket den gode, klassiske popmelodi i en række sange, som er en smule mere afdæmpede og dermed anderledes end mange af deres gamle, højtråbende partybomber. Men det er stadig umiskendeligt Zididada: Lige så overrumplende, frækt og underholdende som altid. Parret hylder livet og har fortsat en stor lyst til at sprede glæde, men en lille snert af melankoli kan ikke fornægtes i flere af sangene, og dermed har albummet fået et ekstra lag.

TV 2/Bornholm er nu færdig med at trække TV-kablerne frem til en boks på bagsiden af Bornholms Musikhus. Her kan TV 2/Bornholms OB-vogn kobles på, og Musikhusets teknik er dermed blevet løftet op, så det er blevet meget enkelt og billigt at producere TV fra stedet. TV/Bornholm brugte LiveContest.dk 2003 som en prøvekoncert og koncerten med Frede Fup d. 21 marts vil blive brugt som general prøve før det går løs med Christian koncerten den 5 april.

Det er ikke første gang at ZIDIDADA spiller på Bornholm. I 2000 spillede de en udsolgt koncert i Musikhuset, som blev radio-transmitteret til hele landet

TV-serien ”Musikhuset” bliver bragt i to omgange på landsdækkende TV.

Billetsalget starter lørdag d. 22 marts.

Flere oplysninger hos:
Peer Kofoed Andersen, Bornholms Musikhus, 56 95 94 04
Jan Jørgensen, TV 2/Bornholm, 56 93 42 00

NYHEDER

PROGRAM