Støv bilen af, spring ud som hippie og få rabat på billetten!

Oprettet: 26-05-2011

Støv bilen af, spring ud som hippie og få rabat på billetten!

Fredag den 27. maj byder Musikhuzet inden for til det 3. Flower Pot Party i Rønne. Ankommer man til St. Torv i en 2CV, Citroën salatfad, Folkevogn, Folkevognsrugbrød, Renault 4, Morris, Trabant o.l., så kommer chaufføren gratis ind. Alle, der kommer klædt som ægte hippie kommer ind til halv pris. Bil-billettering vil foregå på torvets parkeringspladser fra kl. 19.30, hvor hippier vil sørge for den rette stemning. Alle øvrige hippier kan købe billet i døren fra kl. 20.00. Koncerten starter kl. 21.00.


Kom til et brag af en aften med følgende indslag:

Erik Clausen fortæller om ”tingene”, hippiebevægelsen, hvad det gik ud på, og hvad der deraf fulgte mv. Tour de force gennem ismerne, de forskellige bevægelser, mand og kvinde, kunst, kultur og sex.

TømrerClaus Band starter aftenen med elektrisk søgang a la Jimi 1968: Sørøveren og Søgang for elektrisk guitar. Videre går det med sjove versioner af 1972-numrene: Inde i den Mørkegrønne Skov og Far-Far Krigsmand. Herudover nyere sange inspireret af flower-power tiden, bl.a. Messe For Christiania.

Stig Møller med band finder de gamle Steppeulve sange frem, og gi’r den gas med bl.a. Itsi Bitsi. Herudover synger han nyere sange: Gør Mig Varm og Sikke’n Dejlig Dag. Han får tillige besøg af en gammel ven - Søren Bernbom - der kommer og synger Joanna.

Dream City står for Flower Power tidens elektriske rock i den klassiske trioform. Vi får numre fra Young Flowers, Røde Mor, Cream, Hendrix plus Dream City’s egne numre.

Peace, Love and Understanding!

NYHEDER

PROGRAM